Smågrisene presset i pris - køberne er frustrerede

Et prisopsving på smågrisene vil trække ud, mener H&S Westergaard. Køberne har lidt tab de seneste måneder, og det gør dem forsigtige.

De seneste ugers prisnedtur på smågrisemarkedet skyldes de store tab, som køberne af smågrise har lidt hen over foråret.

Derfor forventer Søren Westergaard, direktør og medejer af omsætterfirmaet H&S Westergaard ikke, at der lige med det samme vil komme et prisopsving igen.

"Lige nu sker der nok en lille normalisering på smågrisemarkedet mod mere normalt prisniveau og afsætning. Men vi kommer fra en periode, hvor det de sidste 14 dage til tre uger har været meget svært", fortæller han.

Det skyldes Tönnies-lukningen i Tyskland, der satte generel usikkerhed og afsætningspres på slagtesvinene. Men også skubbede yderligere til den nedadgående spiral på slagtenoteringerne.

Her har nogle smågrisekøbere fået sig nogle ærgerlige afregninger på grise, de indkøbte til rekordniveauer på omkring 700 kroner per gris i foråret.

"De købere, vi har til smågrise, har tabt på de sidste smågrise, som de købte meget dyrt i februar til maj. De ter frustreede købere, der forsøger at indhente de tab på indkøb af nye smågrise", fortæller Søren Westergaard og tilføjer:

"Det mindste pres i markedet forsøger de at udnytte".

Derfor forventer han ikke, at puljepriserne, der de seneste uger har taget meget markante dyk fra i omegnen af 400 kroner til nu 345 på SPF-puljepriserne, vil opleve store prisstigninger.

"Jeg tror, at det kommer til at trække lidt ud. Vi får ikke en boomerang til et helt varmt marked igen. Men en lille normalisering til normalt prisniveau og afsætning", spår han.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle