Smågrisepriser: Kina fortsætter prisoptur, men noteringer står stille

Trods meldinger om højere svinepriser i Kina fortsætter stor tysk notering for smågrise uændret.

Selv om Kinas efterspørgsel på svinekød er stigende som følge af udbruddene af afrikansk svinepest, så ændrer det i første omgang ikke på de tyske smågrisenoteringer.

Ifølge Danske Svineproducenter forbliver Nord-West-noteringen på 57 euro, og det er også udsigten for noteringen i næste uge, idet den tyske VEZG-smågrisenotering, der er forskudt af Nord-West-noteringen, indikerer en uændret notering på 57 euro svarende til 462 kr. inkl. vægtregulering.

Årsagen til de ikke-eksisterende udsving for de tyske smågrisenoteringer er, at udbud og efterspørgsel er i balance. Også prisen for hele slagtekroppe på kødmarkedet var uændret i den seneste slagteuge, og det er med til at forhindre prisstigninger på det levende marked.

Til gengæld kan der komme prispres i den kommende tid, efter at kineserne har kastet sig over amerikansk svinekød.

"I Kina fortsætter prisopsvinget. Internationale markedsinteressenter beretter om, at forsyningssituationen af det kinesiske marked bliver værre og værre. Som skrevet i sidste uge, beretter medierne, at Kina har til hensigt at fritage en række amerikanske landbrugsprodukter – herunder svinekød – fra yderligere toldsatser. Det er imidlertid ikke helt afklaret, hvad ’yderligere toldsatser’ betyder. I Tyskland forstår man det således, at Kina har fjernet den eksisterende yderligere toldsats på 60 procent for svinekød fra USA. Det ville betyde, at europæisk svinekød i større omfang vil konkurrere med amerikansk svinekød på det asiatiske marked i fremtiden. På den måde ville der opstå mere prispres i de kommende uger", fremgår det af en analyse af Danske Svineproducenters markedsanalytiker, Markus Fiebelkorn.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle