Snart kan kommuner søge om fri jordfordeling

Fra den 24. marts 2020 kan kommuner og Naturstyrelsen søge om at få gennemført en jordfordeling, som kan give en række fordele for miljø, klima, natur og landbrug i det åben land.

Tirsdag begyndte et vigtigt skridt på vejen mod at få flere lokale projekter, hvor der indtænkes flere samfundshensyn ind i én samlet jordfordeling. Det skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

En bekendtgørelse om ordningen om multifunktionel jordfordeling er sendt i høring i dag, og bliver den gennemført kommer den til at betyde, at kommuner og Naturstyrelsen kan søge om at få gennemført en jordfordeling gennem lokale projekter, som blandt andet kan gavne klima, natur og landmænd i det åbne land. 

Udgangspunktet er, hvad man lokalt er interesseret i, skriver styrelsen.

"Bekendtgørelsen er et skridt på vejen mod, at pengene fra den politiske aftale kan komme ud og arbejde. Kommunerne og Naturstyrelsen kan søge om fri jordfordeling, hvis de laver lokale projekter, som samtænker flere forskellige hensyn i landskabet på én gang. Vi håber, at mange kommuner har mod på at blive en del af det her pilotprojekt, så vi kan få flere erfaringer med multifunktionel jordfordeling", siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Palle Graversgaard.

Aftale er i høring

I multifunktionel jordfordeling tænkes flere samfundshensyn ind i én løsning i den samme proces. For at de multifunktionelle projekter kan få fri jordfordeling, skal projektet levere på mindst tre udvalgte nationale interesser, som kan gavne klimaet, miljøet, naturen, friluftsliv eller landdistriktsudvikling, skriver styrelsen.

Ordningen kan samarbejde med andre finansieringskilder, så man kan gennemføre mange forskellige initiativer i et projektområde.

Bekendtgørelsen er i høring fra mandag den 6. januar til mandag den 3. februar. Landbrugsstyrelsen forventer, at første ansøgningsrunde åbner d. 24. marts 2020 og lukker 15. maj 2020.

Faktaboks

Eksempel på multifunktionel jordfordeling:

Landmand Hansen og landmand Jensen ejer begge jord i et lavtliggende område, hvor kommunen gerne vil lave et vådområde, rejse skov og beskytte drikkevandet. Borgerforeningen vil gerne opstille et par borde og bænke og lave en sti i området, så beboerne i nabolandsbyen kan nyde madpakken og udsigten.

Landmand Hansen og landmand Jensen er begge interesserede i at sælge deres jord til disse formål, fordi de i stedet tilbydes at købe landbrugsjord, som er mere dyrkningssikkert.

Det tænkte eksempel hjælper både klimaet, miljøet, sikrer rent drikkevand og giver ny natur og nye friluftsmuligheder, når jorden omfordeles, og giver landmanden en mere sikker drift.

Kilde: Landbrugsstyrelsen

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle