Snevejret lammer trafikken: Grisebiler står stille og slagterimedarbejdere må arbejde over

Sneen vælter ned over store dele af Nord- og Midtjylland og det giver store trafikale problemer.

De store mængder sne og regn samt hård vind, som hærger det meste af Danmark onsdag, skaber udfordringer for trafikken, og flere steder ligger der allerede snedriver, der er mere end 30 centimeter høje.

I Østjylland frarådes al unødvendig kørsel og en lang række tog og busser er i løbet af onsdagen blevet aflyst.

Flere steder har private også oplevet at måtte sidde flere timer i kø bag lastbiler eller andre, der er kørt fast i sneen.

Hos Danish Crown har snestormen over Danmark kostet slagtninger.

Det sker trods en stor indsats fra chauffører og slagteriets planlægnings afdeling, der tirsdag og onsdag har flyttet materiel såsom lastbiler og grise længere sydpå for at kunne komme til at slagte. 

- Chaufførerne i lastbilerne og medarbejderne i Centralplanlægningen har gjort en kæmpe indsats under meget svære forhold for at få grisene frem. Det har blandt andet betydet, at vi har flyttet al den kapacitet, vi kan, længere sydpå, så vi undgår de allermest ramte områder, men det har været umuligt at undgå påvirkningen fra vejret, som har kostet slagtninger i dag, siger Nicolaj Nørgaard, der er direktør for Ejerservice hos Danish Crown i en meddelelse.

Han oplyser, at de lastbiler, som stadig befinder sig i Nord- og Østjylland, ikke vil kunne køre fra morgenstunden torsdag, hvorfor det igen torsdag vil være en kamp for at få slagtekapaciteten på slagterierne udnyttet.

- Vi tager så mange grise som muligt i de områder, vi kan køre i, og justerer så fabrikkernes kapacitet udnyttes bedst muligt. Det betyder også, at vi får brug for ejernes fleksibilitet i forhold til udlevering af grise med kortere varsel. Det har flere af vores ejere allerede udvist i dag, og det hjælper planlægningen meget, siger Nicolaj Nørgaard, der også oplyser, at der vil blive arbejdet over på slagteriet i Blans den kommende tid.

- Vi har planlagt overarbejde allerede, hvor Blans tager tre timers overarbejde de kommende to fredage, og vi arbejder på at etablere lørdagsslagtning første gang d. 13. og flere gange i løbet af januar, siger Nicolaj Nørgaard.

Danish Crown havde allerede inden snevejret udsat 190.000 grise til slagtning i uge 1.

Torsdag middag forventer Danish Crown at det tal vil stige til 250.000 udsatte slagtninger i uge 2.


I regn og slud - og sne - skal både grise og mælk hentes. Foto: John Christensen

Ansatte måtte blive hjemme

Også Oslo-færgen er ramt af vejret. Her må 900 passagerer blive på fartøjet hen over natten, da det ført forventes at kunne lægge til kaj i København torsdag.

Og fra en driftsleder hos Vejdirektoratet lyder det til Ritzau, at man snart ikke holde E45 fra Randers og op mod Aalborg farbar længere.

Nogle af dem, der har kæmpet med at komme frem på vejene, er nogle af de ansatte hos frilandsgartneriet Axel Månsson A/S. Her har flere medarbejdere måtte droppe at nå frem på arbejde.

- Det har sneet lige fra morgenstunden, og vi har vel en 20-30 centimer, fortæller Axel Peter Månsson fra kontoret i Brande.

- Men det er ingenting i forhold til Aarhus, Vejle og Silkeborg, der er det vildt. Vi har nogle ansatte fra området, der ikke er kommet i dag, de kunne simpelthen ikke komme frem her til morgen, fortæller han. 

Han er dog glad for en pause fra regnvejret. 

- Det er hyggeligt nok med lidt sne, men vi er faktisk også glade for det. Vi har fået vand nok, jorden er vandmættet, der står vand over det hele, så det er godt med lidt frost, understreger han.


Flere steder har mindre veje været mere eller mindre spærret på grund af sne og snefygning. Foto: John Christensen

Kører snerydder hele dagen

Nogle af dem, der har kæmpet dagen igennem for at holde vejene fri er de ansatte hos Lindaa-Balle Maskinstation. Ejer og ansvarlig for industriservice Alf Sørensen fortæller, at de onsdag har syv ansatte sendt ud i Case-traktorer for at rydde sne og salte hos forskellige virksomheder i det østjyske. 

- Der er kommet en 30-40 centimeter her, og der er ret meget snefygning. Der en del problemer med busser, der ikke kører og biler, der sidder fast, siger Alf Sørensen. 

- Vi hjælper selvfølgelig med at trække fri, hvis vi kan hjælpe trafikken videre. Det er tredje gang denne sæson, vi rykker ud til et stort snevejr. Vi havde også to omgange lignende det her i november måned, fortæller Alf Sørensen, der hører fra sine ansatte, at de er ved at være trætte.

- De er ved at hænge lidt med øjnene, de er ved at være trætte. De har kørt siden i morges meget tidligt og skal nok køre indtil klokken 20-21 i aften. Hvis snevejret fortsætter natten igennem, så bliver det værre, fortæller han. 

I det sydlige Jylland, på Fyn samt på Sydsjælland og Lolland er der risiko for vand på vejene.


Snerydderne er sat ind hele dagen fra Lindaa-Balle Maskinstation. Foto: Alf Sørensen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle