So-noteringen halveret på seks måneder

Noteringen på søer er ramt langt hårdere end den på slagtesvin. Faktisk er prisen mere end halveret siden marts, viser data.

En ulykke kommer sjældent alene. Ikke alene har smågriseproducenterne i de seneste måneder set noteringen på smågrise sendt i kælderen. Også søerne er halveret i pris.

Hvor so-noteringen hos Danish Crown i marts lød på 10,90 kroner pr. kilo, er prisniveauet i de seneste uger efter svinepest-udbruddet i Tyskland havnet på et lavniveau på kun lige over eller under 5 kroner pr. kilo.

"So-noteringen er blevet ramt langt hårdere af coronakrisen end noteringen på slagtegrise", fortæller Lars Albertsen, global salgsdirektør i Danish Crown.

Anden anvendelse

Det skyldes ifølge salgsdirektøren, at so-kødet har anden anvendelse end kødet fra slagtesvin.

"Markedet for kød fra søer er et europæisk marked, så priserne følger i høj grad priserne på grisekød i Europa og særligt Tyskland. Siden det tidlige forår er det tyske marked først blevet ramt af coronakrisen og nu udbruddet af afrikansk svinepest, og det er forklaringen på, at noteringen på søer er faldet mere end noteringen på grise", forklarer han.

Kødet fra de tunge søer anvendes til pølser og schnitzler, der er hårdt ramt af den manglende turisme og udespisning. Der har ikke været det sædvanlige antal fodboldkampe med stadionpølser, koncerter eller byfester i Tyskland og Europa på grund af den hærgende covid-19 pandemi.

Tican fører igen i DK

Også den tyske sonotering er underdrejet med en ISN-notering på 5,3 kroner pr. kilo. Tönnies-koncernen i Tyskland har i de seneste uger ligget på 0,61 euro pr. kilo - 4,5 kroner.

Tönnies-ejede Tican måtte i forsommeren annullere sin sædvanlige praksis om at betale en krone over Danish Crowns notering på søer.

Denne er nu på plads igen - efter en periode, hvor selskabet endda helt stoppede med at slagte søer, mens Tönnies-flagskibet i Rheda var lukket af covid-19 udbrud.

Nu betaler Tönnies, der formentlig er den europæiske markedsleder på so-kød i hele Europa, 6,10 kroner pr. kilo for søer slagtet i Danmark.

Lavpunkt på 4,5 kr./kg

So-noteringen har i de seneste år - ligsom slagtesvinepriserne - taget sig nogle gevaldigt op- og nedture.

Ved årsskiftet fra 2018 til 2019 var noteringen på søer kortvarigt nede i 5,1 kr. pr. kilo.

Ellers skal man tilbage til vintermånederne i starten af 2016, hvor prisen for søer i en periode var helt nede på 4,5.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle