Socialkonsulent: Det kan ende med selvmord

Kender du en minkavler, så kør forbi og se, hvordan han eller hun har det. Det er opfordringen fra socialkonsulenter.

Det er en ekstremt hård tid at være minkavler i. Livsgrundlaget er med ét ændret, og usikkerheden kommer bragende ind på farmene rundt om i landet.

"Det er en hård proces, man skal igennem. Det er vigtig at anerkende, at skal have tid og ro til at reagere. På et tidspunkt skal man så videre, for ellers kan det sætte sig til depressioner eller tanker om selvmord", siger Mette Neist, socialkonsulent i LandboNord. Her har man som flere andre steder i landet tilbud om, at minkavlere kan henvende sig til en eller flere samtaler. Hun har også kontakt med den psykiatriske skadestue, så der kan skabes en vigtig kontakt, hvis der er behov for yderligere hjælp. For det er meget forskelligt, hvordan hver enkelt reagerer.

Du skal ikke være alene

"Lige når det sker, kan din hjerne ikke tænke klart. Du kan på ingen måde være konstruktiv. Men snak med andre, græd, skæld ud. Det er blot vigtigt, du ikke er alene om tankerne, så kender man nogen, der skal ses ekstra efter i disse uger, så kontakt dem endelig", lyder opfordringen fra Mette Neist.

"Ofte vil tanker om, hvordan det skal gå økonomisk, ramme en ret hurtigt. Det er helt naturligt. Min erfaring er, at bankerne er til at tale med. Der kommer penge ind i virksomhederne på et tidspunkt, men det er svært at overskue lige nu".

Hun er også i dialog med jobcentre, der ved, at der kan komme flere henvendelser fra folk, der måske har været ansat på farme eller i følgeindustrien.

"Det vil blive et nyt liv at skulle arbejde for andre end en selv. Som selvstændig har du frihed til at bestemme dagen selv, det kan virke angstprovokerende".

Task Force Mink

For at assistere minkavlerne samler Sagro sine erfarne kræfter i en ’Task Force Mink’. Omkring 20 medarbejdere med kompetencer inden for bl.a. økonomi, regnskab, jura, miljø og social-jura kommer til at bistå minkavlerne med at lukke virksomhederne ned.

Landbrugsrådgivningen VKST har ringet rundt til deres omkring 40 minkavlere. Det har ikke været nogen nem opgave, fortæller økonomirådgiver Arne Larsen.

"At få en voksen mand i røret, der græder når man spørger til familiens ve og vel. Det er ikke noget, man er vant til", siger han. Han vurderer, at der vil komme flere opkald, når minkaflivningen er ovre, og der er tid til at se på økonomien.

Faktaboks

Foreninger og regioner klar til hjælp

  • Tilbud om krisehjælp bliver brugt af minkavlere, pårørende og ansatte, lyder meldingen fra tre regioner. Region Nordjylland var den første, der meldte ud om tilbuddet. Senere fulgte Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Sjælland. Så foruden landbruget er der mange, der står klar til at yde assistance, hvis krisen synes uoverskuelig - de er til for at blive brugt, understreger alle.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle