Sodødeligheden i USA stikker i vejret - derfor er det gået galt
Sodata fra Iowa State University i USA beretter om en abnorm høj sodødelighed, der ligger helt oppe på 15-18 pct. på nuværende tidspunkt.

Svinebranchen i USA står foran en velfærds- og produktionsmæssig udfordring med en sodødelighed, der ligger på et niveau mellem 15 og 18 pct. 

Det fortæller Chris Rademacher, der er svinedyrlæge og meddirektør i Iowa Pork Industry Center, til svinemagasinet Pig Health Today.

Halthed er den store synder

Chris Rademacher har kigget en stor mængde sodata igennem og snakket med diverse dyrlæger og svineproducenter for at kunne belyse de primære dødsårsager. 

Haltheder og andre benproblemer er umiddelbart den primære årsag til en øget dødelighed blandt søerne i USA.

Den amerikanske svinedyrlæge ser det som et avlsmæssigt problem, fordi man er gået væk fra fokusset på en stærk og robust so.

Det skyldes bl.a., at soen ikke længere skal holde til ornens vægt under parringen, fordi reproduktionen i dag stort set kun foregår ved insemination med sædposer. 

Chris Rademacher pointerer dog, at haltheder ikke kun kommer af fysiske traumer som et fald eller vrid, men også kan skyldes en ubehandlet infektion, der spreder sig til leddene. 

Udskudt endetarm er en anden hyppig årsag til de mange dødsfald, mens 30-40 pct. af de døde søer bliver kategoriseret med 'ukendt årsag'. 

Soholder: Sodødeligheden er steget - sådan løser vi detSvin 12. marts · 13:25

Den ukendte dødsårsag kan skyldes udfordringen med obduktioner af søer på staldgangen og uerfarne medarbejdere. Eventuelle årsager hos disse søer kan være varmestress om sommeren, mavesår eller mavedrejninger. 

Danmarks sodødelighed til sammenligning

Sodødeligheden i Danmark har, modsat USA, en faldende tendens, hvor vi med de seneste tal fra 2017 ligger på en dødelighed på 11 pct. 

Nedenstående tabel viser udviklingen i sodødeligheden i Danmark siden 2011. Det er altså på et niveau, der ligger langt under den høje sodødelighed i USA. 


Kilde: Fødevarestyrelsen

Aflivning af danske søer skyldes primært haltheder og benproblemer, ligesom det gør sig gældende i USA, mens vi også har en høj forekomst af selvdøde søer, hvor dødsårsagen ikke kan findes. 

Fokus på poltesortering og soforholdene

Chris Rademacher ser det som en nødvendighed, at få fokusset tilbage på en poltesortering, der bygger på en stærk og robust krop. Det kan hjælpe med at reducere haltheder og benproblemer og derved sænke sodødeligheden. 

I forhold til problemstillingen med søer, der må aflives eller dør af udskudt endetarm, vil Chris Rademacher og Iowa Pork Industry Center have fokus på sodata, der kan vise en eventuel sammenhæng med genetikken, foderet, opstaldningsformen eller management.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle