Soen kan passe egne 17 grise med hælp af mælkeerstatning - men flere pattekampe

Som bekendt får mange danske søer flere grise, end de selv kan passe. I 2017 fødte en dansk so i gennemsnit 17 levende grise, men havde i snit kun 14 patter.

Spørgsmålet er, om der er et godt alternativt til den nuværende almindelige praksis med kuldudjævning med brug af ammesøer?

Denne metode giver nemlig velfærdsproblemer hos både ammesøer og pattegrise, viser tidligere undersøgelser ifølge Aarhus Universitet. 

To andre strategier

Derfor har forskerne ved Institut for Husdyrvidenskab undersøgt to andre strategier, og deres betydning for velfærden for søer og pattegrise, fortæller DCA på deres hjemmeside.

Forskerne har dels undersøgt de velfærdsmæssige konsekvenser for so og pattegrise af at lade 17 grise blive ved modersoen og supplere med mælkeerstatning. Og dels har de undersøgt, hvad det betyder for velfærden, hvis grisene - fra de er syv dage gamle - flyttes til en ammeso.

De har derefter sammenlignet forskellige velfærdsindikatorer, pattegriseoverlevelsen og fravænningsvægten.

Mælkeerstatning har potentiale

"Formålet med den første undersøgelse var at se, om det er muligt at opnå samme velfærd og fravænningsvægt i kuld med 17 grise, hvis de også har adgang til mælkeerstatning, som i kuld med 14 grise uden anden fødekilde.

Resultaterne viser først og fremmest, at dødeligheden i begge tilfælde er markant lavere end i de tilfælde, hvor soen opfostrer alle sine egne 17 grise uden tildeling af mælkeerstatning.

Så strategien med at tildele mælkeerstatning kan godt have potentiale til at redde en del af de overskydende grise, forklarer ph.d.-studerende Cecilie Kobek Thorsen fra Institut for Husdyrvidenskab.

Grisene går altid efter mælk fra soen

Men det har konsekvenser på andre parametre.

Grise i kuld med 17, hvor der var tildelt mælkeerstatning, vejede mindre ved fravænning, og der var større risiko for pattekampe og for skader på både grise og so.

"Der var signifikant flere pattekampe i kuld med 17 grise med mælkeerstatning sammenlignet med kuld lagt ud med 14 grise uden mælkeerstatning. Det tyder på, at grise uanset anden fødekilde eller ej, altid vil forsøge at få mælk hos soen", siger Cecilie Kobek Thorsen

Forskerne undersøgte også, om mere plads i løsdrift kunne reducere problemerne med de store kuld, men det var ikke tilfældet – risikoen for at grisene indgik i pattekampe var eksempelvis stadig høj.

Soen og grisenes behov matcher ikke

I den anden undersøgelse sammenlignede forskerne grise, der var vokset op ved egen mor, med grise delvist vokset op med ammeso.

I forsøget indgik ti søer, som blev opstaldet i kassestier med max. 14 egne grise, som de diede indtil dag 21. De blev herefter fravænnet og erstattet med et ca. syv dage gammelt kuld ammegrise fra andre søer.

Undersøgelsen viser, at tilvæksten hos ammegrisene var reduceret i forhold til de grise, som soen selv havde fravænnet. Det skyldes ifølge forskerne enten et fald i mælkeydelsen eller det øgede antal pattekampe, der blev observeret ved ammegrisene, når de lige var flyttet til ammesoen.

"Der var både indikationer på, at det kunne tage lang tid for nogle søer at acceptere de fremmede grise, og at grisenes behov ikke helt matcher ammesøernes laktationsforløb, Men der er simpelthen brug for flere adfærdsundersøgelser af, hvordan en so reagerer på at få ammegrise", siger Cecilie Kobek Thorsen.

Sammenlignes resultaterne fra de to undersøgelser, ser det ud til, at tilvæksten hos grisene umiddelbart er mere påvirket, hvis de er opvokset hos ammesøer end i store kuld med mælkeerstatning.

Cecilie Kobek Thorsen påpeger, at der i dag kun findes ganske få undersøgelser af de forskellige strategier til opfostring af overskydende grise, og at det ville være interessant at sammenholde konsekvenserne af de forskellige strategier med en strategi, hvor soen føder færre, større og mere robuste grise.