Soholder: Transpondere giver lavt foderforbrug

Den vigtigste del af et transponderanlæg er den daglige alarmliste, ifølge soholder Klaus Noe med 1.800 søer. Den må man aldrig undlade at reagere på.

»Der er selvfølgelig omkostninger ved at slippe en eksisterende besætning løs i et transponderanlæg, men med den rette management kan det sagtens lade sig gøre«.

Sådan opsummerer Klaus Noe og driftsleder Simon Hedegaard overgangen fra bokse til transponderfodring i 2013. Overgangen var ikke problemfri, og de var ofte frustrerede over både løsdriften og transpondersystemet.

Men lidt efter lidt vænnede både søer og personale sig til systemet, og i dag høster de fordelene ved systemet på en lang række punkter.

Alarmlisten vigtig

En vigtig del af at få succes med transpondere er, at man altid reagerer på alarmlisten. Den viser alle søer, der ikke har spist deres dagsration. Det er med andre ord søer, der på den ene eller anden måde fortæller, at der er noget galt.

»Måske har soen blot tabt sit øremærke, men den kan også være på listen på grund af et alvorligt benproblem«, forklarer Simon Hedegaard.

 

Søerne æder næsten i samme rækkefølge hver dag. Derfor er det vigtigt at undgå alle nedbrud, der kan forstyrre søernes døgnrytme.

 

Listen fungerer derfor som en arbejdsseddel til personalet, der viser hvilke søer, der først og fremmest skal kontrolleres. De har faktisk så stor tillid til listen, at de aldrig jager alle 1.300 drægtige søer op hver dag.

De første dage efter, at ugehold er sat ind, er der typisk 10 til 12 søer eller gylte på alarmlisten, men herefter falder det til under en håndfuld.

»Med 1.300 drægtige søer er det et lavt tal«, siger ejeren.

Huldstyring

Transponderfodring giver gode muligheder for huldstyring. Der er fem kurver i systemet, men i praksis bruger de kun tre. Søernes huld vurderes i løbestalden og sættes på en af de tre foderkurver. Herefter er det sjældent, at en so flyttes til en anden kurve.

Fodringsanlægget er af Spotmix-typen. Der er tre blandinger til drægtige søer (0-28 dage, 29-85 dage og 86-110 dage). Desuden får gylte/unge søer en lidt anden sammensætning end ældre søer.

Fra dag 28 til 85 får ældre søer 2,2 foderenheder.

»En god andel byg og 10 procent roepiller giver en god mæthed«, fastslår Klaus Noe.

Fra dag 110 før til fem dage efter faring får søerne en overgangsblanding med ekstra fibre og lavere proteinindhold end i diefoderet.

I farestalden får søerne sjældent over otte foderenheder.

Strategien omkring fodringen er, at krybben skal være slikket helt ren: Hellere lidt sulten end alt for mæt.

Sammen med to daglige foderjusteringer betyder det, at der stort set ikke er behov for at tømme krybber, ligesom søer med forstoppelse og så er sjældne.

»Det er jo træls at bruge tid på at tømme krybber, og når soen er gået fra foderet, går det også ud over pattegrisene «, siger Simon Hedegaard.

Foderforbruget ligger beskedent på 1.270 foderenheder pr. årsso. Personalet tilskriver det, at de gør meget ud af at opnå et jævnt huld hos søerne. Det har den sideeffekt, at der stort set ikke er skuldersår i besætningen.

Opsyn, stabilt huld og fiberrig fodring medvirker til, at sodødeligheden ligger mellem fem og seks procent inkl. afl ivede søer. Det er det halve af landsgennemsnittet, men Klaus Noe er ikke tilfreds.

»Jeg ser faktisk slet ingen grund til, at vi har selvdøde eller afl ivede søer«, mener han.

Der er to foderstationer i hver sti til et ugehold på 85 til 90 søer. Foderdøgnet starter kl. 20, og når personalet møder om morgenen, har næsten alle ædt. Så er der fred i stalden resten af dagen.

Nattevagt

En farestaldspasser er ansat til at arbejde fra kl. 15 til kl. 02 tirsdag, onsdag og torsdag. Søndag aften går weekendvagten en aftenrunde, og mandag går Klaus Noe selv aftenrunden.

Fredag og lørdag er der få faringer og derfor ingen nattevagt. Der er mellem 1,2 og 1,3 dødfødte pr. kuld.

»Vi kan se, at der er flere dødfødte i de kuld, der farer efter, at nattevagten er taget hjem, så det har effekt«, konkluderer Klaus Noe.

På soejendommen er der indrettet babystalde til fravænning af ammesøers pattegrise. Der er plads til to ugehold á 300 smågrise.

To ulemper

Klaus Noe kan pege på to ulemper ved transponderfodring: Systemet kan være svært at overskue for nyansatte, og det kan være svært at opdage en halt so.

De to ulemper overskygger langt fra de styringsmæssige fordele, som han og personalet oplever ved systemet.

Hertil kommer, at det er relativ billigt i etablering, og han forventer en længere holdbarhed sammenlignet med et system med enkeltbokse.

Fem veje TIL SUCCES MED TRANSPONDER

1. Alarmlisten

Alarmlisten skal tages alvorligt, og alle søer på listen skal kontrolleres. Ud af et ugehold på 80 til 90 dyr er der typisk fem til seks dyr på alarmlisten de første dage efter indsættelse. Herefter falder det til ganske få dyr.

På en normal dag er højst 10 ud af alle 1.300 drægtige søer på listen.

Ud over alarmlisten trækker de hver middag en liste over søer, der ikke har ædt op. De kan potentielt være på vej til at blive syge, og de kontrolleres også ofte.

2. Undgå driftsstop

Det er meget vigtigt for rytmen i stien, at transponderstationerne kører hele tiden. Er der driftsstop, kan det let aflæses som et fald i faringsprocenten for det pågældende hold.

Det er erfaringen hos Klaus Noe og personalet, der fortæller om et ugehold, hvor faringsprocenten faldt fem procentpoint, fordi der havde været problemer med transponderstationerne. Det giver uro og ustabilitet i flokken og fører til flere omløbere.

»Derfor er det uhyre vigtigt, at stationerne kører hele tiden«, siger Klaus Noe.

3. Gylte ind først

Hos Klaus Noe har de ikke erfaring for, at polte skal socialiseres ved at gå sammen med ældre søer. Til gengæld kommer de i gennemsnit 17 gylte i et ugehold ind i drægtighedsstien to dage før søerne. Det giver dels gyltene tid til at genlære transpondersystemet, dels tid til at finde sig til rette i stien.

Med dette lille forspring er gyltene mere jævnbyrdige med søerne.

»Med den fremgangsmåde oplever vi, at dyrene meget hurtigt finder deres plads i hierakiet og falder til ro«, siger driftsleder Simon Hedegaard.

4. Glad for Spotmix

Det er BoPils Spotmix fodringsanlæg, der leverer foder til transponderstationerne. Det giver mulighed for at fodre med forskellige blandinger til forskellige søer.

Klaus Noe bruger tre forskellige foderblandinger til unge og tre til gamle søer. De unge søer får en lidt højere energikoncentration og mere protein. Alle foderblandinger har højt indhold af byg og desuden 4 eller 10 procent roepiller.

»Det er blandinger, der sikrer mæthed og en god mavesundhed«, lyder det fra Klaus Noe.

5. Transpondere midt i stien

Drægtighedsstierne måler 12 gange 12 meter. Stationerne er placeret på spaltearealet midt i stien. I siderne er der fast leje og 40 cm høje liggevægge.

Et par dage efter indsættelse ligger stort set alle søer i redekasserne, og det meste af dagen er der kun få aktive søer omkring stationerne.

Foderdøgnet starter kl. 20. Dermed har langt hovedparten af søerne ædt deres ration, når personalet møder kl. 07. Det giver ro til f.eks. at finde søer, der er markeret med spray med henblik på vaccination.

Artiklen er publiceret første gang i fagmagasinet SVIN, marts 2018.

 


 

 

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle