Solrigt forårsvejr er med til at skabe brandfare i naturen

Det er tørt, og borgere opfordres til at være opmærksom på brandfare.

Der er lige nu brandfare i den danske natur, fordi der er tørt flere steder. Derfor opfordres borgere til at være ekstra forsigtige i naturen i den næste tid, oplyser Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Ifølge Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber, har flere forhold været med til at gøre det tørt i den danske natur. 

"Den lange periode med tørt og blæsende vejr, nu senest med sol, samt den tørre vegetation, der ikke endnu har optaget væde, betyder, at en enkelt gnist hurtigt kan skabe store problemer".

"Det er derfor rigtig vigtigt, at man nyder naturen med omtanke, og holder sig fra at bruge åben ild de forkerte steder", siger Bjarne Nigaard.

De seneste dage har der rundt om i landet været flere eksempler på, hvad den tørre natur betyder for brandfaren.

Blandt andet var brug af et lille kogeapparat skyld i en større naturbrand på Randbøl Hede, ligesom et stort naturareal er brændt ved Varde. 

De kommunale redningsberedskaber har også slukket brande startet af forkert brug af ukrudtsbrændere. 

I det hele taget har der de seneste dage været rigtig mange naturbrande i hele landet. Derfor gælder advarslen om brandfare også for hele landet.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle