Solskin og lun luft med op til 20 grader runder foråret af

En højtryksryg over Danmark er garant for stabilt vejr med "sommerlige tendenser" frem til weekenden.

Den sidste forårsuge, inden Danmark tager hul på sommermånederne næste mandag, bliver solrig, tør og med ganske høje temperaturer.

Især op til weekenden bliver der skruet op for varmen, og der er mulighed for lidt over 20 graders varme i dele af Jylland fredag.

"Det bliver ganske behageligt og stabilt, hvis man skal udenfor eller har fri, fordi der hverken kommer ret megen regn eller vind, siger vagthavende meteorolog Henning Gisselø fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) om udsigten for de kommende fem dage.

De "sommerlige tendenser", som han udtrykker det, skyldes et højtryk, der ligger over de britiske øer.

"En udløber af det højtryk, vi kalder det en højtryksryg, ligger over Danmark, og det giver stabilt vejr. Højtryksryggen dæmper nedbøren, og holder lavtryk og fronter på afstand", forklarer han.

Om natten og i de tidlige morgentimer kan der måske opstå enkelte tågebanker. De må dog hurtigt vige for solens stråler.

"På den her tid af året har solen magt til at få bugt med nattens skyer, og tågebanker får også hurtigt ben at gå på, og så bliver det flot solskin", siger Henning Gisselø.

"Da vi heller ikke får ret megen vind, er det med til at forstærke indtrykket af dejlige, varme forårsdage".

Mandag kan byde på enkelte byger, men ellers bliver det solrigt de fleste steder med mellem 13 og 18 grader.

Tirsdag bliver det noget lunere - mellem 15 til 20 grader - og igen med en del sol og en svag til jævn vind fra vest og sydvest. Onsdag og torsdag bliver det en anelse køligere.

"Fredag bliver nok den flotteste dag op til weekenden med en del sol og op til 20 grader. I det centrale Jylland måske endda lidt varmere", siger Henning Gisselø.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle