Spanien aftager i stigende grad danske smågrise

På et år er eksporten af danske smågrise med Spanien som destination mere end tredoblet.

Spanien køber i stigende grad smågrise op fra andre europæiske lande.

Holland har gennem flere år været en betydende eksportør af smågrise til Spanien, og nu er Danmark også kommet med på vognen - om end i noget mindre skala end hollænderne.

Den danske smågriseeksport var i 2019 på blot 4.283 grise. Den steg i 2020 til 50.616 smågrise, men i 2021 er den mere end tredoblet til nu 170.849 smågrise.

Dermed er Danmark den tredjestørste eksportør af smågrise til Spanien. Størst er Holland med 1.651.155 smågrise, mens Portugal i 2021 har sendt 182.646 smågrise til sin nabo.

Totalt har Spanien importeret 2,2 mio. smågrise i 2021. Til sammenligning eksporterer Danmark omkring seks mio. smågrise hvert år til både Tyskland og Polen.

Spanierne henter også flere og flere slagtegrise og søer til sine slagterier.

338.694 slagtegrise og søer blev i 2019 indkøbt til de spanske slagterier fra udlandet. Det antal er i 2021 steget til 737.594 styk med Portugal som største leverandør efterfulgt af Belgien.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle