Af Mickey Gjerris, lektor i bioetik ved Københavns Universitet.
Flere og flere vælger kødet mere eller mindre fra i deres daglige kost. Ofte møder man fra dem, som forfatteren Melanie Joy kalder carnister (overbeviste kødspisere), det synspunkt, at det kan folk da bare gøre. Hvis du vil spise kikærter, så blander jeg mig ikke i det, men så skal du heller ikke blande dig i, at jeg vil have en bøf. Det lyder som en god måde at leve fredeligt sammen på. Problemet er blot, at det vi spiser, ikke kun er udtryk for et æstetisk, men også et etisk valg.
Forestillingen om, at det eneste, som begrænser vores kødforbrug, er økonomien, har vist sig at have alvorlige konsekvenser. Vi nåede i vores del af verden lige at få skabt en kombination af økonomisk velstand og intensiv produktion, der sætter de fleste af os i stand til at spise alt det kød, vi orker, før vi opdagede, at overfloden har en pris.
Husdyr truer klimaet
Den animalske produktion er en af de primære årsager til de klimaforandringer, som allerede nu rammer millioner af mennesker, truer masser af andre arter med udryddelse, og som vil ændre afgørende på fremtidige generationers levevilkår. Et konservativt estimat er, at husdyrproduktionen på globalt plan står for 14-15 pct. af vores samlede drivhusgasudledninger.
Samtidig indebærer den intensive animalske produktion en lang række velfærdsproblemer for de dyr, der indgår i produktionen. Videre er produktionen stærkt ressourcekrævende. Produktionen medfører fældning af regnskove for at skaffe plads til soyamarker, forurening af vand, jord og luft og et stort pres på den måske mest værdifulde ressource: Landbrugsjord. En jord, der er efterspørgsel på i konkurrencen mellem biobrændsel, dyrefoder og mad til mennesker. Det er med til at drive fødevarepriserne i vejret.
For os, der kun bruger ca. 10 pct. af vores disponible indkomst på mad, er det intet problem, men for de millioner af fattige mennesker, for hvem det daglige brød er en evig kamp, betyder det meget.
Hellere kød end blomster
Og midt i al det står vi så med vores lyst til kød. En lyst drevet frem af sociale og kulturelle forestillinger, der har lært os, at kød kan man ikke få for meget af. En af de sociale forestillinger er, at rigtige mænd spiser kød – masser af kød. Som Coop Danmark skrev i en reklame for oksehøjrebsbøffer for nogle år siden: Rigtige mænd vil ikke have blomster.
Set her fra mit verdensvindue er det en af de forestillinger, som vi er nødt til at tage et opgør med. Vi har for længst nået grænsen for, hvor meget vi kan presse dyrene og naturen. Forestillingen om, at vi kan blive ved med at producere og spise alt det kød, vi vil, går imod det basale faktum, at vi bor på en kugle med begrænsede ressourcer og har et ansvar for de liv, vi byder de dyr, som vi spiser. Vi kan ikke kun spørge os selv: Hvad har jeg lyst til? Det relevante spørgsmål i dag er: Hvad har jeg brug for?
Sure pligter flytter intet
Men hvordan ændre på noget så grundfæstet i vores kultur som forestillingen om, at kødet er måltidets midtpunkt? Det sker næppe, hvis det skal ske som en sur pligt - som et offer. Men det kan ske på en baggrund af nysgerrighed, glæde og forståelse af, at det at tage hensyn til dyr, natur og os selv ikke er modsætninger, men rent faktisk følges ad. Det at leve i respektfuld disharmoni midt i værensunderet er ikke at ofre »det gode liv« på fremtidens alter, men at finde en vej hen mod det.
Så spiser rigtige mænd egentligt kød? Behøver maskulinitet at være bundet til animalsk produktion? Det kunne jo også være, at rigtige mænd er dem, der prøver at skabe et godt liv under hensyntagen til de mange fantastiske væsener, som vi deler planeten med. Det kunne være, at rigtige mænd spiser kikærter og forhåbentlig formår at gøre lidt grin med sig selv, så selvhøjtideligheden punkteres, uden at alvoren forsvinder. Det øger nok også chancen for, at andre vil lytte til dem.
