Sprøjtemidler for millioner stjålet: Otte landbrug inden for lille område ramt af indbrud

Der har de sidste to uger været i hvert fald otte indbrud i en radius af 15 km. i Midtjylland, hvor tyvene konsekvent er gået efter svampemidler.

Sprøjtemidler for flere millioner kroner er de seneste uger blevet stjålet fra en række landmænd omkring Sunds og Bording i Midtjylland.

Ifølge Tryg, der har modtaget en del af anmeldelserne, har der været otte indbrud i en radius af 15 kilometer fra Sunds, en mindre by nær Herning. En helt ekstraordinær sag, lyder det.

Tyvene er konsekvent gået efter kemikalier, nærmere bestemt svampemidler, og ved hvert landbrug er der blevet stjålet for mellem 200.000 og 300.000 kroner i værdi.

"Vi har modtaget fire anmeldelser inden for et par dage, som i alt løber op i godt én million kroner i erstatning. Og vi har hørt om yderligere fire indbrud i samme område", siger Charlotte Gjerskov, landbrugsproduktchef ved Tryg til landbrugsavisen.dk.

"Vi har været ude at kigge på alle fire steder, og det ser ud som om, tyvene er gået målrettet efter de forskellige svampemidler. Vi går ud nu og informerer, fordi vi gerne vil gøre landmændene opmærksomme på det her".

Politiet har bedt om videoovervågning

Sagerne er også anmeldt til politiet, og Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter, at man har modtaget otte anmeldelser om indbrud på landbrug i området, hvor der er stjålet svampemidler.

Svampemidlerne er typisk nogle, der bliver brugt til kartofler, oplyses det.

"Det skete nærmest samme nat eller meget snert efter hinanden. Vi har været i kontakt med landmændene og bedt om videoovervågning og håber, at de viser noget. Derudover har vi gjort opmærksom på, at det er sket, så folk kan reagere, hvis de eksempelvis opdager, at noget er til salg på de sociale medier", siger Anne Kirkegaard, kommunikationskonsulent ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet kan ikke sige noget om, hvem gerningsmændene er, men formoder, at der har været flere til at flytte de store mængder. 

"Vi har nogle spor, som vi arbejder videre ud fra".

Virker organiseret

Hos Tryg reagerer man, fordi indbruddene har været koncentreret i et mindre område, hvor der har været flere indbrud over en kort periode. Landbrugsproduktchef ved Tryg Charlotte Gjerskov sidder med det overordnede ansvar for hele landet, og sagerne ender kun på hendes bord, hvis det er noget helt ekstraordinært.

"Vi har tyverier af kemikalier løbende, men jeg har ikke oplevet det så koncentreret før", siger hun.

Og hos Tryg kan man i hvert fald se, at gerningsmændene er meget organiserede:

"Svampemidlerne har været opbevaret i bygninger med andre tyvetækkelige ting - som maskiner og værktøj, man typisk ville tage med, hvis man lavede et almindeligt indbrud. Men det blev ikke stjålet. Det ser ud som om, de ved, hvad de går efter, og hvor det står", siger Charlotte Gjerskov.

Kemikalier som de, der er blevet stjålet, skal opbevares aflåst. Det var ikke en hindring for tyvene, der har brudt bygningerne op.

Faktaboks

Sådan kan du sikre dig 

Meldingerne om de mange tyverier, har fået flere landmænd i området til at kontakte Tryg og spørge, hvad de skal gøre.

Landbrugsproduktchefen hos Tryg anbefaler, at man selvfølgelige holder sine bygninger aflåst, som man skal, og derudover kan man overveje videoovervågning.

Det bedste råd er dog, at man skal flytte sine kemikalier til en ny placering på gården, og fremover bestille midlerne hjem i mindre mængder.

Grunden til at tyvene har kunne slippe afsted med for så meget i værdi, er, at det typisk er midler landmændene får leveret lige nu og hjemtager i store mængder til markerne.

Tryg opfordrer desuden landmændene omkring Sunds til at informere hinanden om mistænkelig adfærd i området. F.eks. ved at at oprette en sms-kæde, fællesmail eller ved brug af de sociale medier.

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle