Det er i øjeblikket svært at finde lyspunkter i markedet, lyder det fra analytikere. Fokus er på torsdagens WASDE- rapport.
Kuren mod lave priser er endnu lavere priser og i øjeblikket er det svært at finde de positive lyspunkter og historier i markedet. Det meste tenderer negativt med høje udbytter og svag efterspørgsel.
Samtidig er fondene igen begyndt at gå ’short’ forud for torsdagens WASDE-rapport, i takt med at konditionerne for de amerikanske majs- og sojaudbytter bedres efter en hård start.
Således blev fredagen endnu en rød en af slagsen i afgrødemarkedet, om end tempoet i prisfaldene er aftaget i sin fortsatte søgen på den sæsonmæssigt bund.
Det skriver Jyske Markets.
Faldende majspriser
Informa estimerede fredag de amerikanske majsudbytter til 169,6 bushels/acre mod 167,8 sidste måned, og USDA’s estimat på 169,5 bushels pr. acre. For sojabønner lyder september-estimatet på 48,4 bushels pr.acre, op fra 48,2 for en måned siden og USDA’s 48,5.
Informa er dermed endnu et analysehus i rækken, der bekræfter de mere positive produktionsudsigter for de amerikanske sommerafgrøder.
USDA’s tidligere så optimistiske prognose er pludselig ikke så urealistiske længere, og begynder stille og roligt at blive priset ind i markedet i form af risikopræmier der bliver trukket ud.
Vejret i USA tenderer varmere ind i oktober, og de længere vejrprognoser nedtoner derfor risikoen for frost, der øger sandsynligheden for USDA’s udbytteestimater kan realiseres.
Imidlertid forbliver de længere vejrprognoser i Sydamerika uden betydeligt nedbør frem til begyndelsen af oktober.
Tørken er dog på ingen måde et problem endnu og bliver først for alvor kritisk fra midten eller slutningen af oktober, men det kan ikke undgås at det fører øget opmærksomhed med sig.
På den korte bane er det helt klart torsdagens WASDE-rapport der præger billedet, men herefter kan fokus meget vel flytte mod Sydamerika.
Efterspørgslen op i gear
I hvedemarkedet har efterspørgslen haltet i et overforsynet marked. Den begynder dog at komme op i gear og matcher efterhånden sidste års tempo, men i modsætning til sidste sæson er forsyningerne denne sæson meget større, og det gør at der er hård konkurrence om at vinde købernes gunst.
Udsigten til en stigende majsproduktion vægter også i hvedemarkedet med risiko for, at det kan presse den indenlandske amerikanske foderhvedeforbrug. Der udover forbliver dollaren stærk, og det bibeholder hvedeoprindelserne fra Europa og Sortehavet konkurrencedygtige.