Stærk majssort fra Monsanto går sejrsgang i Østafrika

Resistent hybridsort er lanceret i tre lande, og to nye er måske på vej på listen.

Kemi- og såsædsgiganten Monsanto lancerede i starten af året en ny sygdomsresistent majssort i Kenya med navnet Monsanto DK777. 

Sorten er nu kommet på markedet i Zambia og Malawi, og også farmerne i Nigeria og Tanzania kan få gavn af sorten i 2018, hvis myndighederne i de respektive skete lande godkender den til sortslisten, skriver netavisen farmersweekly.co.za.

Den nye hybridsort har høj sygdomsresistens generelt, og især overfor den østafrikanske virussygdom MLND (Maize Lethal Necrosis Disease) hos majs. Dertil kommer gode egenskaber som høj fremspiring og god udbyttestabilitet.

Arthur Schröder, salgchef for Monsanto i Malawi, forklarer, at farmerne med den nye sort opnår væsentlig højere udbytter, end hvad der ellers er muligt ved at anvende konventionel udsæd.

En majsavler vil med den nye sort således kunne producere 240 stk. 50 kilosposer pr. hektar. Det er en signifikant forskel fra de de 180 stk 50 kiloposer, som hidtil har været den gennemsnitlige mængde pr. hektar. 

Christopher Kunda, repræsentant for markedsføring af Monsantos produkter i Zambia, fortæller i en mediebriefing i Zambia, at dyrkningen af den nye sort er en del af Monsantos bestræbelser på at hjælpe den zambiske regering med at opfylde målet om at opnå en rekordhøst. 

Ifølge farmersweekly.co.za har Monsanto som en ekstra service sørget for en afgrødeforsikring, så farmerne får udleveret ny udsæd, hvis der ikke kommer nedbør senest tre uger efter såning.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.