Støtteordning kan give 1,1 mio. ekstra slagtesvin

Støtteordning fra 2020 giver støtte til nye stalde med en kapacitet på 1,1 mio. svin årligt. Trods kritik af ordningen tror rådgiver og svineformand på, at de fleste stalde bliver bygget.

Produktionen af slagtesvin i Danmark steg i omfang i 2020, og med udmøntningen af en tilskudsordning til slagtesvinestalde, der blev meldt ud i slutningen af 2020, er der udsigt til, at aktiviteten på svineslagterierne kan løftes yderligere.

Via en aktindsigt hos Landbrugsstyrelsen kan LandbrugsAvisen dokumentere, at der i runde tal potentielt kan blive opført slagtesvinestalde, der samlet set har en kapacitet på cirka 1,1 mio. ekstra slagtesvin.

Udbetaler næsten 249 mio. kr. i tilskud

26 ud af de 57 projekter, der har modtaget tilskud, er barmarksprojekter. De projekter har modtaget 143,1 mio. kr. i tilskud til samlet 99.734 kvadratmeter produktionsareal. Tilsvarende har 31 tilbygningsprojekter fået 105,4 mio. kr. til i alt 79.330 kvadratmeter.

Blandt modtagerne af støttekronerne er der en række velkendte svineproducenter med store eksisterende svineproduktioner, og det faktum sammenholdt med, at priserne på slagtesvin har været gode i de seneste år, får Flemming Hedegaard, direktør i rådgivningsvirksomheden Byggeri & Teknik, til at tro, at en pæn andel af projekterne i sidste ende bliver bygget.

Det selv om støtteordningen stillede krav til, at projekterne opføres med miljøteknologier, der gør produktionen dyrere.

"Jeg tror ikke, alle projekter ender med at blive til noget, da der ved ansøgningen ikke var krav om modenhed for projekterne. Samtidig er projekterne enormt store, og flere af dem er langt fra klar, som det ser ud nu. Man købte en ’forsikringsordning’ ved at søge ordningen, og så har man, hvis der ansøges om forlængelse af projektperioden, frem til 31. december 2023 til at få staldene bygget", forklarer Flemming Hedegaard og fortsætter:

"Vi har søgt 12 af projekterne, der har fået tilskud, og mellem fire og seks af projekterne bliver til noget nu. Vi har et projekt, vi tegner på lige nu, og et, hvor vi kigger kontrakten igennem".

Højere svinepris vil hjælpe

LandbrugsAvisen har været i kontakt med en svineproducent, der har fået tilsagn i ordningen. Af hensyn til sin smågrise ønsker han at være anonym. Han kan genkende billedet af manglende modenhed af projekterne:

"Jeg har planer om at bygge en stald med 10.000 stipladser, men vi har ingen placering til stalden endnu", forklarer han.

Flemming Hedegaard tror på staldenes tilblivelse, hvis svinenoteringen bedres.

"Var priserne i foråret 2020 fortsat, skulle alle projekter nok blive til noget, men der sker noget hele tiden. Jeg tror, det er coronaen, som har taget et par kroner af noteringen, der har fået mange til at bremse op og overveje, om de skal vælge at bygge eller ej. Men det kan vise sig om et år, at mange flere går i gang med at bygge, fordi coronaen ikke blev værre, og afrikansk svinepest ikke bredte sig til Danmark. Ser vi et stabilt marked og lidt højere svinenoteringer end nu, går man nok i gang med at bygge", vurderer Flemming Hedegaard.

Svineformand Erik Larsen, Landbrug & Fødevarer, er på linje med Flemming Hedegaard:

"Når jeg ser listen over modtagerne af midlerne, er det min vurdering, at de fleste penge kommer ud at arbejde. Vi hører, at flere soholdere vil hive flere af deres smågrise hjem for at gøre produktionen mere sikker, og andre dropper lejemål. For mig er det glædeligt, at ordningen kan bidrage til, at vi kan fastholde vores slagtesvineproduktion".

Faktaboks

Blev kaldt en i praksis ubrugelig ordning

  • I december 2020 gav Landbrugsstyrelsen 57 slagtesvinestalde tilsagn om tilskud.
  • Forud for tilsagnene blev der rejst skarp kritik af ordningen. Erik Larsen, L&F Svin, kaldte ordningen en i praksis ubrugelig støtteordning, fordi den indeholdt nogle låste miljøteknologier, der gjorde driften af staldene dyrere.
  • Der kom siden ændringer af ordningen, der kunne søges i maj.  

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle