Støtteparti vil ikke have Venstre med i bred aftale for landbruget

Venstre har vist, at de prioriterer landbruget højere end miljøet, og derfor skal de ikke være med i en klimaaftale for landbruget, mener Enhedslistens landbrugsordfører, Søren Egge Rasmussen.

Landbrugets udledning af kvælstof skal reduceres hurtigere, og en aftale herom skal indgås på tværs af den politiske midte.

Det mener statsminister, Mette Frederiksen (S), der i et interview med Politiken siger, at selvom det ville kunne give et mere grønt aftryk med en smal, rød aftale, er det vigtigere at få en bred aftale, der sikrer stabile rammer for erhvervet hen over regeringsskifter. 

Og så har statsministeren bemærket, at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen var mere grøn under valgkampen, ligesom Konservative også nævnes som en mulig aftalepartner.

"Jeg tror godt, man kunne lande noget fornuftigt med regeringen og dens parlamentariske grundlag (SF, EH og RV, red.), hvor man så i nogle tilfælde tog Alternativet og Konservative med", siger Søren Egge Rasmussen, landbrugsordfører i Endhedslisten.

venstre: en udstrakt hånd

Ovre hos Venstre, som Søren Egge Rasmussen pudsigt nok ikke nævner, bliver statsministerens udmelding set som en udstrakt hånd.

"Vi glæder os til forhandlingerne, og det skal da afprøves, om man kan blive enige. Vi har forhandlingsvilje, men det skal der jo være hele vejen rundt", siger Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen og fortsætter:

"Det er altid fornuftigt, hvis man kan indgå brede aftaler, og vi skal sikre, at der kan drives landbrug i fremtiden, men også passes godt på miljø, natur og klima. Det er ikke enten-eller, men både-og".

"venstre skal ikke være med"

Tilbage hos Enhedslisten er Søren Egge Rasmussen noget forbeholden overfor at skulle have Venstre med i en aftale om landbruget.

"De skal ikke være med. Med skiftende miljø- og fødevareministre i form af Eva Kjer Hansen, Esben Lunde Larsen og Jakob Ellemann-Jensen har de sat landbrugets interesser over miljøet", siger ordføreren med henvisning til især Landbrugspakken fra 2016 og tilføjer:

"Med især det, Eva Kjer og Esben Lunde stod for, kan jeg ikke se, at det skulle være nogen god løsning".

Bredt er godt

Søren Egge Rasmussen kan ellers godt se det fornuftige i at få lavet en bred aftale.

"Selve Landbrugspakken er jo lavet ved et smalt flertal, og her er flere elementer allerede lavet om, og der er flere ting, vi skal se på", siger han.

Blandt andet vil miljøminister Lea Wermelin sætter en stopper for nye havbrug, ligesom Søren Egge Rasmussen mener, det skal være slut med gøde og sprøjte på paragraf 3-arealer.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle