Støttepartier: Prioriter klima over bred aftale om landbrug

Også SF begynder at tvivle på, at regeringen kan samle både støttepartier og opposition bag landbrugsaftale.

Uenigheder mellem regeringens støttepartier og særligt Venstre om kvælstofs- og CO2-reduktioner er ved at kvæle regeringens drøm om en bred aftale om mindre drivhusgas i landbruget.

Støttepartierne opfordrer regeringen til at droppe jagten på et kompromis og byder sig i stedet til med en smallere aftale og større reduktioner.

Ifølge SF's klimaordfører, Signe Munk, er forskellen mellem støttepartiernes og Venstres ønsker til reduktioner i udledninger af CO2 og kvælstoffer ved at vokse sig så stor, at det kan blive umuligt at få enderne til at mødes.

"Vi kan høre på Venstre, at de hverken har klimaambitioner eller kerer sig nok om vandmiljøet. Derfor er der spørgsmål, hvor enderne ikke kan nå sammen mere", siger hun.

I februar erklærede minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S), at der var brug for et "nationalt kompromis" om af reduktioner af kvælstof og drivhusgasser i landbruget.
Men den seneste uge har opgaven med at samle både opposition og støttepartier vokset sig større og større.

Troels Lund Poulsen, der er Venstres forhandler på udspillet, åbnede onsdag ballet ved til Information at sige:

"Der kommer ikke nogen bred aftale. Det må blive en aftale med en af siderne".

Siden har De Radikale og Enhedslisten opfordret regeringen til at droppe forsøget på at lave en aftale over midten.

"Når vi hører Venstre afvise et bredt forlig og tale om, at man først kan lave en aftale i efteråret, så må vi ændre vores position, sagde De Radikales landbrugsordfører", Zenia Stampe, torsdag til Information.

"Derfor opfordrer vi nu regeringen til at indkalde støttepartierne for at lave en smal, men ambitiøs aftale inden sommer".

Et af de punkter, hvor støttepartier og oppositionen forsøger at hive regeringen i hver sin retning, er målsætningen for reduktionen i kvælstof-udledninger.

Det er et af de emner, der skaber bekymring hos blandt andet SF for, at regeringen kan blive nødt til at vælge side.

"Det er soleklart for SF, at vi skal sørge for, at vi får et bedre vandmiljø i Danmark. Det kræver, at der er mindre kvælstof, som finder vej til vores vandløb", siger Signe Munk.

"Det er der nogle eksperter, der har siddet og regnet på. Og det måltal, der er meldt ud, mener vi, er det mindste mål, der skal til for at rette op på vores vandmiljø i 2027. Kan Venstre ikke være med til det, svigter de vandmiljøet, og det kan vi ikke være med til i SF".

/ritzau/
 

Emneord

Landbrugsaftale 2021

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle