Stabschef genkender ikke Heunickes håndskrevne noter fra minkmøde

Magnus Heunicke har selv forklaret, at noterne langt fra var udtømmende. De skulle ikke læses som et referat.

Statsministerens rådgiver, stabschef Martin Justesen, mener ikke, at det er rigtigt, at det var departementschef i Justitsministeriet Johan Kristian Legarth, der som den første på et centralt møde indstillede aflivning af alle mink.

Det siger han under afhøring i Minkkommissionen fredag.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har taget noter til mødet i regeringens koordinationsudvalg 3. november sidste år. 

Det var på det møde, at beslutningen blev truffet i regeringens top om at aflive alle mink.
I noterne har Heunicke noteret Legarth for at "mink slås ned".

"Jeg mener ikke, at det er en korrekt gengivelse", siger Martin Justesen under afhøringen.

"Det ville også forekomme mig unaturligt, at det er en departementschef, der i begyndelsen af mødet kommer med en meget konkluderende indstilling".

Justitsminister Nick Hækkerup (S) var syg med covid-19 og var derfor ikke til stede på mødet. Departementschefen var der derfor i hans sted.

Magnus Heunicke forklarede selv under sin afhøring i Minkkommissionen, at noterne langt fra var udtømmende og ikke skulle læses som et referat. 

Kommissionen fik noterne præsenteret i håndskreven form, mens Heunicke sad og læste dem højt, så de kunne tydes korrekt.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle