Stadig uvist, hvornår minkavlere kan sætte dyr i staldene igen

Fødevareministeren kom onsdag ikke med nogen praj om, hvordan fremtiden ser ud for den coronaramte minkbranche.

Fremtiden er stadig uvis for landets minkavlere efter dagens samråd i Folketinget håndteringen af corona blandt mink.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) kunne nemlig fortsat ikke sige noget om, hvorvidt der kan sættes nye dyr ind på aflivede farme og efter pelsning.

"Det har vi en diskussion om på tværs af ministerier og sundhedsmyndigheder, ligesom vi også skal diskutere det med erhvervet. For regeringen bliver det afgørende, hvad det er for anbefalinger, vi får fra sundhedsmyndighederne", lød svaret fra ministeren, der fortsatte:

"Vi gør, hvad der skal til for at få standset den her smittespredning, og vi skal ikke have en situation, hvor der i en ny situation opstår ny smitte. Derfor kan jeg ikke sige mere om fremtiden på nuværende tidspunkt".

må avlsdyr leve?

På samrådet borede spørgerne fra blå blok især i, hvordan ministeren vil sikre, at der er en fremtid for minkbranchen i Danmark.

Hvordan der f.eks. er avlsmateriale, der kan føre branchen videre.

"I forhold til avlsdyr, så kommer det igen til at handle om, hvad sundhedsmyndighederne kommer til at anbefale", lød svaret fra ministeren, der fortsatte:

"Vi kigger også på fritestning, men der mangler vi stadig en vurdering på, hvorvidt det er sundhedsfagligt forsvarligt at lade avlsdyrene leve. Det er der usikkerhed om".

Ministeren understregede dog, at han ser det som klart sandsynligt, at de farme, der har været nødt til at aflive deres mink, kan skaffe avlsmateriale fra de farme, der ikke er blevet aflivet.

Hos SF var Carl Valentin meget optaget af at få svar på, om minkbesætninger vil kunne få erstatning, hvis de samme besætninger bliver ramt igen i 2021 med nye dyr.

Dette kunne fødevareministerne dog ikke sige noget om.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle