Betalt indhold af Topdanmark

Staldbrand: Den nat Tommy blev voksen på halvandet minut

”Vi kan se flammerne fra vores vindue på 1. sal.” En nat i september 2016 fik svineproducent Tommy Madsen sit livs chok, da en brand brød ud i hjertet af hans bedrift.

Der er ild i tagkonstruktionen på en af de store svinestalde, og bygningen udbrænder totalt. Omkring 200 søer og cirka 1100 smågrise omkommer eller bliver aflivet på grund af branden. Heldigvis lykkedes det at forhindre ilden i at sprede sig til de andre staldbygninger, selvom de ligger meget tæt.

43 årige Tommy Madsen ejer Vestervang APS, som ligger lidt syd for Rødekro i Sønderjylland. Han producerer cirka 28.000 smågrise hvert år og har haft sin gang i de store staldbygninger lige over for stuehuset siden 2003.

Tommy Madsen producerer cirka 28.000 smågrise hvert år. 


Det sker ikke kun for naboen

”Klokken er kvart over et, da hunden begynder at gø helt vildt og vækker mig og min hustru. Vi kan se flammerne fra vores vindue på 1. sal. Det var som om, jeg blev voksen på de halvandet minut, det tog at få tøj på og komme over til stalden. Jeg havde aldrig nogensinde tænkt tanken, at der kunne opstå brand hos os. Sådan noget sker jo kun for naboen,” fortæller Tommy Madsen.

En ung mand ser ilden i mørket og slår alarm. Fordi han er lokalkendt, kan han nemt guide 112 hen til Vestervang. Da Tommy er kommet udenfor og er på vej hen til stalden, kan han allerede høre sirenerne. ”Så vidste jeg, at jeg ikke skulle bekymre mig om at ringe til brandvæsnet,” fortæller Tommy Madsen.

I løbet af natten bliver en dyrlæge tilkaldt. Sammen koordinerer de redningen af dyrene og aflivningen af de dyr, som har fået skader af røgen eller som ikke kan komme ud af bygningen. Imens forsøger brandmændene at forhindre ilden i at brede sig.

Den dag i dag har branden sat sine spor i Tommy Madsen.


Får jeg en ny stald?

Omtrent en time er gået, da det bliver klart for Tommy, at omfanget af skaden er så enormt, at han skal kontakte sit forsikringsselskab, Topdanmark, for at fortælle, at mange dyr skal aflives på grund af branden. Forsikringsselskabet giver Tommy beføjelserne til at træffe de beslutninger, som han finder rigtige i forbindelse med branden og dyrene.

”Det var rart at få den besked, for så skulle jeg ikke hele tiden overveje, hvad forsikringen mon ville sige til de ting, jeg vidste, skulle gøres her og nu,” siger Tommy Madsen.

Næste dag kommer forsikringsselskabets bygningstaksator på besøg.

”Han siger med det samme, at han ikke vil tage ret meget af min tid, for han ved, at jeg har travlt med tusind ting. Han vil blot sikre sig, at jeg ved, at han har set mine policer igennem, og at jeg vil få en ny bygning,” fortæller Tommy Madsen.

”Jeg havde slet ikke forventet, at det første møde med en fra forsikringsselskabet om sådan en alvorlig skade ville foregå på den måde. Jeg har altid ment, at forsikringsselskaberne gerne ville have deres penge til tiden, men når der så skete noget, så begyndte de at læse alt det med småt, som man ikke selv havde sat sig ind i, da man købte forsikringerne. Så jeg blev meget positivt overrasket over det indtryk jeg fik af Topdanmark den dag.”

200 søer og cirka 1100 smågrise omkom i branden.


Tommy sparede 700.000 kr. på ønskestalden

Tommys nye stald er opført og i drift inden for et år. Han har fået præcis den nye stald, som han gerne ville have, uden selv at skulle have penge op af lommen.

Han har ligesom alle andre landbrugskunder en standard brandforsikring. Den sikrer ham en ny bygning præcis magen til den, der brændte. Men i dette tilfælde ville en ny stald, der er præcis magen til den gamle, være ulovlig, hvis Tommy Madsen bruger den til det samme antal søer som før.

Stalden der brændte, var fra 1992 og opfyldte derfor kun de daværende krav til, hvor meget plads den enkelte so skulle have omkring sig. Siden da er søerne i gennemsnit blevet ti procent større og derfor er lovkravet om, hvor meget plads de skal have således forøget.

Heldigvis har Tommy Madsen købt en tillægsforsikring, som dækker udgifter til såkaldt lovliggørelse i henhold til lov om dyrevelfærd. Med tillægsforsikringen kunne Tommy Madsen gøre den nye stald omkring 100 kvm større, så den kunne rumme samme antal søer som før. Den ekstra udgift på 700.000 kr. var dækket af tillægsforsikringen.

Den nye stald stod klar et år efter branden, og på grund af tillægsforsikringen hos Topdanmark fik Tommy Madsen dækket alle udgifter. 


Branden har sat sine spor

Ingen mennesker kommer til skade ved branden. Men et par af Tommys ansatte bliver meget påvirkede af, at de ikke kan hjælpe de indespærrede dyr. En af dem tager imod forsikringsselskabets tilbud om psykologhjælp.

Tommy selv siger, at han ikke længere er påvirket af, at så mange dyr måtte aflives den nat. Men branden har alligevel sat nogle spor:

”Når det er Skt. Hans, og jeg hører lydene fra det brændende bål, er min første tanke, at der må være ild i en bygning. Og derhjemme er jeg begyndt at dobbelttjekke, at stearinlysene er slukkede.”

Emneord

Topdanmark , sponsoreret , brand , forsikring

Fra samme annoncør

Forsiden lige nu