Stalde godkendes hurtigere end nogensinde

Kommunernes sagsbehandlingstid for husdyrgodkendelser var i 2017 kortere end nogensinde før. Det glæder miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Landmænd kan i en række af landets kommuner på rekordtid komme i gang med at investere i nye stalde eller udvide bedriften.

Den seneste statistik viser, at kommunerne i gennemsnit er 4,3 måneder om at give tilladelse til en ny husdyrgodkendelse til landmænd.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Faldende tendens

I de seneste år er sagsbehandlingstiden for husdyrgodkendelser faldet, og den udvikling fortsatte i 2017.

Det glæder miljø- og fødevareministeren.

»Lettere at være landmand«

»Det er godt, at det er blevet lettere at være landmand. En hurtig tilladelse har stor betydning for den enkelte landmand, der gerne vil udvide sin produktion, og det skal ikke være miljøgodkendelsen, der forsinker investeringerne i husdyrproduktionen unødigt,« siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

 

Hurtigere end nogensinde

Miljøstyrelsens nye statistik for 2017 viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er 2,9 mdr. for små husdyrbrug, 4,1 måned for mellemstore husdyrbrug og, 4,4 måned for store husdyrbrug.

I 2013 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 7,9 måneder.

»Vi har nu den laveste sagsbehandlingstid nogensinde. Når det er muligt, skyldes det, at langt de fleste kommuner nu har en hurtigere og mere smidig sagsbehandling af husdyrsagerne. Der er enkelte kommuner der halter bagefter, men der er ikke længere nogle gode undskyldninger for en for lang sagsbehandlingstid. Det er tydeligt for alle, at en miljøgodkendelse til et husdyrbrug kan udarbejdes på kort tid« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Ventetid igen i 2018

Den 1. august 2017 trådte en ny husdyrregulering i kraft, hvorefter emissionerne opgøres ud fra produktionsarealets størrelse, fremfor antallet af dyr i staldene.

Det har medført at der er blevet indsendt mange ansøgninger op til ikrafttrædelsen af de nye regler.

Det kan betyde, at sagsbehandlingstiden stiger i 2018.

»Jeg ser derfor frem til, at kommunerne fortsætter med en meget hurtig sagsbehandling af sagerne, så vi kan få afsluttet alle de sager, der er sendt ind efter den gamle regulering. Når den nye husdyrregulering har fået lov at virke et stykke tid, skal sagsbehandlingstiderne være endnu kortere, siger Jakob Ellemann-Jensen.

 

Faktaboks

De hurtigste kommuner

De 10 kommuner med kortest sagsbehandlingstid:

•Skanderborg

•Sorø

•Vordingborg

•Vejen

•Horsens

•Vesthimmerland

•Kalundborg

•Struer

•Brønderslev

•Viborg

De langsomme kommuner

De 10 kommuner med længst sagsbehandlingstid:

•Odense

•Læsø

•Nyborg

•Rebild

•Lolland

•Bornholm

•Langeland

•Slagelse

•Svendborg

•Odsherred

Kilde: Landbrugsstyrelsen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle