Staten nølede med minkprøver da man frygtede nyt Wuhan i Nordjylland

Der gik unødvendig lang tid med at få lavet laboratorieprøver samtidig med at staten udbetalte tempobonus til minkavlerne for at slå deres dyr ihjel så hurtigt som muligt.

Frygten for et nyt Wuhan-scenarie i Nordjylland kunne have været aflivet inden den for alvor fik ben at gå på.

Det viser en aktindsigt, TV2 Nord har fået i minksagen.

På Franks Andersens minkfarm, som myndighederne kalder Farm 4, var dyrene smittet med coronavirus for anden gang og det vakte bekymring, fordi dyrene ikke burde kunne smittes igen. De var nemlig godt en måned tidligere testet fri. 

En ny smitte kunne betyde, at minkene var ramt af en muteret coronavirus, som deres antistoffer ikke reagerede på. Alligevel gik der fire dage, før Statens Serum Institut tog blodprøver på farmen. 

"Jeg forstår faktisk ikke, at vi skulle aflive vores dyr i sådan en fart, når myndighederne ikke havde mere travlt med at få undersøgt, hvad de virkelig fejlede. Men man tror jo på, at der er styr på det, og at det var nødvendigt at slå dyrene ihjel", siger Frank Andersen.

Han var selv bange for, at minkene var smittet med Cluster 5 eller en anden muteret virus, og frygtede, at Danmark kunne ende som Italien, hvor militæret måtte sættes ind for at hente kister med døde mennesker.

Tvivl om Wuhan scenarie

Skrækscenariet om et ny Wuhan vakte overskrifter verden over, efter at regeringen og Statens Serum Institut på et pressemøde onsdag d. 4. november 2020 informerede offentligheden om den nye virusvariant.

Beskeden var at Statens Serum Institut frygtede, at den nye virusvariant kunne mindske effekten af en kommende vaccine, da den i laboratorieforsøg havde vist sig mindre modtagelig over for antistoffer. Og på den baggrund annoncerede regeringen d. 4. november 2020 en række vidtgående tiltag for at reducere smitten i Nordjylland.

Men allerede dagen efter d. 5. november stillede blandt andre udenlandske forskere, som mediet Information havde talt med, sig skeptiske over for realismen i myndighedernes frygt for, at der ligefrem skulle kunne udvikle sig en ny coronapandemi. Francois Balloux, professor og direktør ved Genetics Institute på University College London, var "ikke mere bekymret for den her stamme end for alle andre stammer".

Alligevel blev regeringens ordre om at aflive alle danske mink sat i gang. Efterfølgende er en granskningskommision, der skal udersøge hele forløbet, samt om der var lovhjemmel til at beordre minkene aflivet, blevet nedsat. Første møde i kommisionen løber af stabelen i morgen, torsdag d. 7. oktober - lige knap et år efter ordren blev givet.

Emneord

coronavirus mink

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle