Statsminister Mette Frederiksen (S) advarer støtteparti mod at lave klimapolitik, der jager landbruget ud af landet.
Under tirsdagens partilederdebat i Folketingssalen kom debatten flere gange ind på landbruget.
Blandt andet da Pia Olsen Dyhr (SF) nævnte behovet for at omstille landbruget for at nå målet om en 70 pct. reduktion af klimaudledningen fra 1990-niveau.
Det fik statsminister Mette Frederiksen (S) til at byde ind:
"Jeg håber SF husker, at rigtig mange danskere er beskæftiget på grund af landbruget, og det i øvrigt er en vigtig del af Danmarks identitet, at vi kan brødføde os selv", lød det fra statsministeren.
risikerer, at det lukker ned
Statsministeren fortsatte med at understrege, at landbruget kommer til at skulle bidrage.
"Vi skal være ambitiøse på klimadagsordenen og dansk landbrugs bidrag til en 70 pct-målsætningen, men vi skal gøre det på en sådan en måde, hvor vi ikke giver landbruget en unødvendig belastning, hvad angår arbejdspladser, deres mulighed for at udvikle sig og fastholde produktionen i Danmark", sagde Mette Frederiksen og tilføjede:
"Hvis vi gør det her på en forkert måde, så risikerer vi bare, at landbrugsproduktionen lukker ned her, for så at starte et andet sted, hvor klimabelastningen er højere, og miljøbelastningen givet også er meget, meget højere, end den er i dag i Danmark".
har ikke bidraget meget
Dette erklærede Pia Olsen Dyhr sig enig i og kaldte det en balance, hvor man skal turde at regulere landbruget.
"Vi skal turde reguleret et landbrug, så det kan udvikle sig. Vi skal lade det ske i et tempo, så de kan følge med, når det kommer til bedrifterne, men når det gælder udtagning af lavbundsjord, så kan vi bruge EU's landbrugsstøtte, så det ikke går ud over dansk økonomi", sagde partilederen.
Pia Olsen Dyhr kaldte desuden dansk landbrug en del af verdenseliten.
"Jeg er enig i, at dansk landbrug selvfølgelig skal være her, selvom vi laver klimapolitik. Det er sådan set også det, dansk landbrug er kendetegnende ved, at selvom vi har indført skrappe hygiejnekrav, ret skrappe miljøkrav gennem tiderne, så har dansk landbrug været med på omstillingen og er derfor blandt verdenseliten", sagde Pia Olsen Dyhr og fortsatte:
"Det er det samme med klimaet, og derfor hilser jeg det velkomment, at dansk landbrug selv har meldt sig ind i kampen og har sagt, at de tror på, at de kan være med til at løfte en del af den klimaudfordring, vi står overfor. Man skal huske på, at landbruget ikke har bidraget særlig meget til CO2-reduktioner i rigtig mange år".