Statsministeren: "Vi kommer til at stille krav til jer"

Statsminister lover opbakning til landbruget, men varslede også forandringer.

Danmark er et landbrugsland, og dansk landbrug skal bestå.

Sådan lød budskabet, da en socialdemokratisk statsminister i form af Mette Frederiksen for første gang nogensinde betrådte talerstolen på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde tirsdag.

"Alle de ord, der en gang i mellem flyver gennem luften, om at vi kan undvære dansk landbrug, ja, jeg synes, det er historieløst og identitetsløst. Jeg kommer til, side og side med jer, at kæmpe imod det - vi ér et landbrugsland", sagde statsministeren i sin tale til de delegerede.

Naturen har det ikke godt

Så var det ligesom slået fast.

Men, sagde statsministeren, der kommer til at ske forandringer.

Både når vi taler kvælstof, klima, biodiversitet og natur. Bl.a. nævnte Mette Frederiksen, at danske landmænd som landets største naturforvaltere ikke altid passer godt nok på naturen.

Det gav lidt mumlen fra salen, som dog blev bemærket med det samme fra talerstolen:

"Dansk natur har det ikke ret godt. Den er på tilbagetog. Vi har mistet tre mio. fugle i min levetid. Det er for mange", sagde statsministeren og fortsatte:

"Jeg ved godt, at nogle af jer tænker, at »det går godt lige hos mig på min bedrift". Det er bare ikke godt nok. Der er vi nødt til at hæve os op i helikopteren, venner".

Forandringer i vente

I talen lod Mette Frederiksen dermed forstå, at hun støtter og bakker op om dansk landbrug, men at dansk landbrug ikke nødvendigvis kommer til at kunne lide de forandringer, hun og hendes regering har tænkt sig at lave.

"Vi kommer til at gøre ting på området, som I er uenige i. Men vi bør gøre alt, hvad vi kan for, at det bliver langsigtet, stabilt, kontinuerligt i nogle rammer, der er gennemskuelige, som I kan regne med", sagde ministeren.

Dermed gentog statsministeren endnu et budskab, som både hun og regeringen har gentaget flere gange i løbet af valgkampen og siden indtrædelsen: Det handler om det brede samarbejde.

"I skal vide, hvad I har at gøre godt med", lød det.

Mål rykket frem

Et tema, der pludselig op til delegeretmøde var løbet med overskrifterne, var spørgsmålet om regeringens fremrykning af reduktionsmålene for kvælstof.

I regeringens finanslovsudspil fremgår det, at målsætningen for kvælstofreduktionen ved målrettet regulering er blevet fremrykket fra 2021 til 2020, hvilket har vakt stor kritik hos Landbrug & Fødevarer:


"Den målrettede regulering synes jeg grundlæggende er en god idé. Men det er ikke gået så godt, som det burde. Derfor er vi nødt til at handle", sagde ministeren om stramningen.

Dernæst kom statsministeren ind på det kommende arbejde med yderligere kvælstofregulering. Det lange træk.

Her er Venstre indkaldt til forhandlinger, og som tidligere nævnt håber statsministeren, at der kommer en bred aftale,

Så sent som i mandags havde statsministeren inviteret en stor flok repræsentanter fra organisationer og erhvervsliv. Og ifølge Mette Frederiksen var det stort at se landbruget side om side med de grønne organisationer mod et fælles mål. Dertil fremhævede hun Landbrug & Fødevarers samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening:

"Den særlige danske måde at gøre tingene på har I jo lige vist sammen med Danmarks Naturfredningsforening. Nemlig at modsatrettede interesser kan sætte sig sammen og finde løsninger".

 

Emneord

Delegeretmøde 2019

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle