Steen Bitsch: Udmelding om æg til syv kroner var mest et mediestunt

Et citat om æg til syv kroner har vakt opsigt i ugens løb. Flere tvivler på så høje prisstigninger, og ophavsmanden Steen Bitsch forklarer nu, at udmeldingen mest var ment som et opråb.

Det vakte opsigt, da dr.dk tidligere på ugen kunne skrive, at æg femover kan komme helt op i 6-7 kroner stykket.

Meldingen kom fra Steen Bitsch, direktør i Vestjyllands Andel, der sælger en del foder til ægproducenter, og bestyrelsesmedlem i Dava Foods, der har to ægpakkerier i Danmark.

Og mens flere har været ude og sige, at helt så stor en prisstigning på æg er ret svær at forestille sig, trækker Steen Bitsch også en smule i land. 

Citatet må man forstå, blev nemlig dels taget ud af kontekst, og dels blev der med vilje skruet og for bassen for at nå igennem til forbrugerne. Det fortæller Steen Bitsch til Landbrugsavisen.

- Citatet er taget ud af en lang kontekst og snak generelt om, hvad der sker med prisudviklingen og omkring krigen i Ukraine, siger Steen Bitsch og fortsætter:

- Det er ikke sikkert prisstigningerne rammer seks kroner, men meningen var, at folk skal forstå, at det her er alvor. Det er lidt efter princippet: Sigter du efter solen, rammer du månen. Det var for at sige noget, som forbrugerne virkelig hører, så man kan godt lidt sige, det var et mediestunt.

Nødvendigt med prisstigninger

Udmeldingen om 6-7 kroner per æg, vil betyde at en bakke med 10 almindelige æg kan komme op og koste 60 kroner. I dag koster 10 almindelig æg, der ikke er på tilbud, omkring 20 kroner.

Med de stigende produktionsudgifter til foder og el, der er eksploderet de seneste måneder efter krigen i Ukraine brød ud, gør det dog svært for producenterne at tjene penge til den pris. 

Men en stigning på 6-7 kroner har blandt andet Henning Otte Hansen, seniorrådgiver ved KU, der forsker i fødevarepriser og prisbobler, svært ved at se som realistisk.

- Det tror jeg ikke kommer til at ske. Jeg tror, at de måske kommer til at stige en krone ekstra for et æg. De, der sælger æg, har jo en interesse i at tale prisen op, siger han til Berlingske.

Heller ikke ægproducent Lars Bojsen, der har 150.000 burhøns ved Horsens, tror på de 7 kroner.

Steen Bitsch mener dog også, at en mindre prisstigning kan afhjælpe den værste krise i ægbranchen.

- Hvis vi ikke får de prisstigninger igennem i detailleddet med det samme, så får det alvorlige konsekvenser for fødevareproduktionen i Danmark, for folk kan ikke holde dampen oppe. Det er alvorligt nu, siger Steen Bitsch.

Siger du ikke bare, at det var et mediestunt, fordi du har fået klø efter din udtalelse?

- Jeg har ikke fået nogen klø – tværtimod. Jeg har fået mange positive tilkendegivelser om, at man er nødt til en gang i mellem at sige noget, forbrugerne forstår. Æg og andre fødevarer bliver dyrere over de næste år, og det er dét budskabet er – og det tror jeg, den brede branche er enige i, siger Steen Bitsch.

- Ellers må de slå på tråden, og det er der altså ingen der har gjort endnu. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle