Stigende priser for el-transport rammer griseproducent hårdt

Det kommer til at koste griseproducent Michael Bosebjerg omkring 200.000 kroner, at netselskab næste år fordobler sin pris for transport af el gennem elnettet. Ikke i orden, mener han.

Det var en af de mere kedelige meddelelser, som Michael Bosebjerg modtog et par dage før juleaften. Oveni i de i forvejen høje elpriser kunne netselskabet Cerius – i lighed med en række andre selskaber i landet - meddele ham, og selskabets øvrige kunder, at det fra 1. april hæver sine tariffer for transport af strøm.

Tarifferne for transport af el bliver hos Cerius fordoblet fra 1. april til 38 øre pr. kwh frem for de i dag 19 øre pr. kwh. I spidsbelastningsperioderne mellem klokken 17-20 i vintermånederne stiger prisen fra 59 øre til 99 øre.

Med et samlet strømforbrug på cirka 940.000 kwh om året til sin produktion af 30 kilos-grise fra fire forskellige lokationer omkring Svinninge på Sjælland, så er der altså for ham tale om en betydelig omkostningsstigning. Mere end 200.000 kroner, fortæller Michael Bosebjerg.

Cerius selv forklarer stigningen i tarifferne for transport af el med stigende omkostninger for indkøb af strøm til at dække nettab, tilgodehavender og stigende inflation. Det beløb man betaler for transport af el går dog også til udbygning af af el-nettet. En udbygning der er i fuld gang i øjeblikket på grund af den grønne omstilling, som er politisk vedtaget, og som indebærer en stigende fokus på elektrificering. Der skal blandt andet graves kabler til ladestandere til de mange el-biler, der stadig bliver flere og flere af.

Og det er den del af regningen, som Michael Bosebjerg ikke lægger skjul på, at han er utilfreds med, at han skal finansiere så stor en del af.

"Jeg synes ikke, at det er i orden, at man med kun fire måneders varsel melder ud, at man hæver prisen til det dobbelte", siger Michael Bosebjerg, der sammenligner de anlægsinvesteringer, som netselskaberne foretager med udbygning af el-nettet med anlæginvesteringer til en motorvej.

Fra Michael Bosebjerg lyder det, at der er tale om, at staten har sendt en regning for en anlægsinvestering videre til netselskaberne, som igen videresender til forbrugerne, der skal betale mere for transport af strøm

Kommer oveni stigende energipriser

Stigningen i tarifferne for transport af strøm kommer oveni, at selve prisen for el længe igennem 2021 har været på himmelflugt. Fra Michael Bosebjerg lyder det, at han bedre kan forholde sig til, at prisen for el stiger.

"Med elprisen, så kan man forhandle om det, og det er udefrakommende årsager, der er årsag til, at priserne går op og ned. For transport af el har netselskaberne monopol, som igen er styret fra staten via stramme regler", siger han.

Han forklarer, at han fra sine ejendomme betaler nøjagtig det samme for transport af el pr. kilowatt-time, som forbrugeren med et stort parcelhus, som Cerius blandt andet har regnet sig frem til kommer til at betale cirka 1.200 kroner mere om året i 2022, som følge af stigningen.

"Jeg har spredt min virksomhed ud på flere ejendomme af miljø hensyn. Så muligheden for af få min egen transformer er ikke tilstede, og dermed opnå billigere transport strøm".

Michael Bosebjerg tror ikke, at mange politikere på Christiansborg er bekendt med, at anlægsinvesteringen for den grønne omstilling går går gennem posten ’transport af strøm’.

Han understreger, at han synes det er en god ide med grøn omstilling.

"Men den skal være synlig og ikke trækkes ind af bagdøren. Jeg håber og ønsker, der er nogle politikere, der vågner op", siger han.

Faktaboks

Hvad er tariffer?

  • Tariffer er en betaling, som dækker over netselskabernes ydelser og omkostninger til drift og administration af elnettets kabler, der løber gennem Danmark og transporterer strøm til virksomheder og private.
  • Tarifferne for el afregnes pr. kilowatttime (kWh) og kan variere fra time til time.
  • Typisk er tarifferne højere i vintermånederne mellem klokken 17 og 20, da det er spidsbelastningsperioden. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle