Stor efterspørgsel på ost: Mælkeprisen stiger igen

Fra oktober stiger Arlas mælkepris igen lidt, efter prisen i september blev sænket for første gang i år.

Valutapriserne er gunstige for Arla lige nu, og sammenholdt med stigende priser på grund af stor efterspørgsel på mejerivarer betyder det, at mejeriet igen kan hæve mælkeprisen en smule.

Dermed bliver der fra oktober lagt 3,7 øre pr. kilo til prisen for både den konventionelle og økologiske mælk, melder Arla i en pressemeddelelse.

Det er ikke helt nok til at hente det fald på minus 7,4 øre pr. kilo, der blev hevet af prisen i september. Mejeriet melder dog, at udsigterne for de kommende måneder er stabile.

"Prisen for alle EU-mejeriråvarer, især ost, er øget markant på grund af den store efterspørgsel og reducerede tilgængelighed i løbet af august", lyder det i den månedlige opdatering af mælkeprisen.

Alle ostekategorier hos Arla har oplevet en prisstigning i august, melder mejeriet, men det er især på ostene Edam og Gouda, man har oplevet en øget efterspørgsel.

Også stigende priser på smør betyder nye muligheder.

"Højere pris på GDT (Global Dairy Trade-auktionen red.), der lige nu ligger over EU-niveau, åbner op for muligheder for eksport", lyder det endvidere fra Arla.

 


Dertil kommer, at de øvrige lande i Asien og Mellemøsten har fået mere appetit på mejerivarer.

 

"Et skift i den globale efterspørgsel fra Kina til den øvrige del af Asien og Mellemøsten understøtter positiv udvikling i de globale priser på mælkepulver", lyder det.

Justeringen af valutakursen for kvartalet har påvirket acontoprisen positivt med 0,6 øre pr. kilo.

Dermed kommer Arlas acontopris for konventionel mælk af førsteklasses kvalitet baseret på GMO-frit foder, hvor medlemmet har indsendt data for Klimatjek, til at være 269,2 øre pr. kilo. 

Førsteklasses økologisk mælk kommer til at ligge på 329,2 øre pr. kilo.  

I EU blev der registreret en lille vækst i den indvejede mælk i juni, mens den faldt i juli. For august indikerer de ugentlige tal at produktionen var stabil. I resten af verden stiger mælkeproduktionen dog.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle