Stor eksportfremgang: Japanere gnasker løs i dansk svinekød

Japan storindkøber fortsat dansk svinekød, og gør Danmark til en af landets vigtigste leverandører af svinekød.

Japan har gennem mange år været et vigtigt højprismarked for den danske svinesektor. Den udvikling ser ud til at fortsætte, idet de japanske indkøbere i årets første seks måneder har købt flittigt ind af dansk svinekød.

Set i forhold til første halvår af 2020 så er der lagt yderligere 11 procent svinekød i indkøbskurverne hos de japanske indkøbere, der totalt har købt 45.644 tons svinekød fra Danmark.

De mange tons placerer Danmark som den femtestørste eksportør af svinekød til Japan. Spanien, Mexico, Canada og USA har større eksportmængder, men i modsætning til Danmark, der oplever eksportfremgang går de fire nævnte lande tilbage.

Størst tilbagegang blandt de fire største eksportører har Spanien med 18,1 procent til 49.616 tons svinekød - til gengæld er det velkendt, at spanierne har enorm succes med at afsætte svinekød til Kina.

Eksporttallene, der fremgår af Markedsnyt for grisekød, viser, at af de 15 største eksportører af svinekød til Japan, er det kun Irland, der oplever en større eksportvækst end Danmark. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle