Stor jysk svineejendom sættes til salg for 70 mio. kr.

Velarronderet areal og rationel svineproduktion kendetegner to jyske ejendomme, som Evald Borup I/S netop har udbudt til salg.

Det hører til sjældenhederne, at man kan få henholdsvis 110 og 225 sammenhængende hektar ved købet af en ejendom.

Ikke desto mindre er det muligheden med ejendommene Smedebjerg og Ingerslevgaard beliggende på det nordvestlige Djursland, som mægler Evald Borup netop har sat til salg.

Prisen for hele virksomheden er sat til 70 mio. kr, og der er tale om et konkursbrug, hvorfor en overdragelse bliver gennemført med fuld ansvarsfraskrivelse, meddeler mægleren.

Der hører 387 hektar til, som fordeler sig med 335 hektar agerjord. De 110 hektar er beliggende kystnært og med jb 2-4 jord. De øvrige 225 er også sammenhængende og er jb 4-6 jord. Der er tale om dyrkningssikker jord, som kan give 9-10 ton hvede, fem ton raps eller syv-otte ton vinterbyg pr. hektar. Der hører endvidere 23 hektar eng, 15 hektar skov og 12 hektar naturareal med.

Produktionsapparatet er indrettet til 670 søer med salg af 30 kg’s grise.

Stuehuset på hovedejendommen, Smedebjerg, er på 298 kvm og er beliggende med flot udsigt, samt tilbygning med velfærdsfaciliteter til medarbejdere.

Stuehuset på Ingerslevgaard er udlejet. Det samme gælder to øvrige medfølgende stuehuse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle