Stor luns skåret af priserne på danske smågrise

Ny nedtur for prisen på puljegrise, der bankes under 400 kr.

Puljenoteringerne for smågrise vakler for alvor for tiden.

Sidste uge blev der hugget 60 kr. af SPF-puljenoteringen og 80 kr. hos Porc-Ex. I denne uge er der fulgt trop med nye prisfald. SPF-puljenoteringen falder yderligere 30 kr. til 390 kr., mens Porc-Ex-puljenoteringen sætter sig yderligere 80 kr. til 340 kr.

Priserne på slagtesvin og smågrise er faldet kraftigt i Tyskland de seneste uger. Der meldes om en stigende andel af spansk svinekød på det europæiske marked til lave priser, som tidligere er gået til eksport til Kina. 

Set med danske briller er der også kommet grus i smågriseeksport-maskinen, idet en del transporter fra Danmark er blevet aflyst, fordi der er udbrudt smitte med afrikansk svinepest i et område af Polen, som aftager mange danske smågrise.

Mens puljenoteringerne udviser store svaghedstegn, er tendensen knap så udpræget for den beregnede notering. Sidste uges notering på 477 kr. er skiftet ud med en prisseddel på 475 kr. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle