Stor maskinhandler lander overskud

Den jyske maskinhandler S.D. Kjærsgaard kom godt ud af regnskabsåret 15/16 til trods for nye spillere og øget konkurrence på markedet.

Den seneste tid har været særdeles hård for mange maskinforhandlere, men alligevel formår S.D. Kjærsgaard at komme ud af et særdeles positivt regnskabsår, der viser sorte tal på bundlinjen.

Således lander den jyske virksomhed - som blandt andet forhandler New Holland og Case IH - en bruttofortjeneste for regnskabsåret 15/16 på over 41 mio. kr., hvilket samlet set munder ud i et resultat på 5,5 mio. kr. for perioden.

»En af de væsentligste grunde til det fine regnskab er, at vi har arbejdet meget med en række tilpasninger og interne optimeringer – man kan vel nærmest kalde det en form for lean-strategi,« siger Palle Kjærsgaard, direktør i S.D. Kjærsgaard, og fortæller, at det bl.a. inkluderer et centralt telefonnummer, der i høj grad har minimeret køtiden hos kunderne.

»I bund og grund er vi blevet bedre til at udnytte vores ressourcer, uden at vi har været nødt til at skære,« siger han.

Vil lægge flere kræfter i operationel leasing

Direktøren lægger dog heller ikke skjul på, at virksomheden har været god til at forhandle aftaler i hus, når der skulle købes maskiner.

»Vi har fået udnyttet vores indkøbspotentiale, og vi har købt stort ind, når chancen har budt sig,« siger Palle Kjærsgaard og fortæller, at virksomheden lige nu har et nylager stående til en samlet værdi af 80-100 mio. kr.

»Det er virkelig mange penge at have ude at hænge, men det gør også, at vi kan vinde nogle handler og tjene gode penge på det, vi går og laver,« siger han.

S.D. Kjærsgaard har i de seneste år lagt en hel del kræfter i operationel leasing, og det har vist sig at være en særdeles god idé. Faktisk er området mere end tredoblet de seneste to år, og de gode takter betyder, at der i fremtiden skal være et endnu større fokus på denne del af forretningen.

»Det er sgu ikke for tøsedrenge, for risikoen er stor, og det kræver, at man som virksomhed har noget kritisk masse. Men det har vi, og derfor kommer operationel leasing til at fylde mere i fremtiden. Vi skal selvfølgelig give den fuld gas på det her,« siger Palle Kjærsgaard.

Nye spillere er velkomne

Maskinbranchen har det seneste år været præget af hårde konkurrencevilkår, hvilket ikke mindst skyldes, at bilimportøren Semler Gruppen og Danish Agro har besluttet at gå ind i markedet.

Og selvom det øjensynligt betyder trangere kår for de mange maskinhandlere i Danmark, er det dog ikke noget, der tynger Palle Kjærsgaard.

»Vi hilser de nye spillere velkommen, for vi er vilde med udvikling frem for afvikling. Det er en skidehård branche, men vi har det sjovt, og så længe folk opfører sig professionelt, gør det ingenting,« siger han, men fortæller, at han står klar med næb og klør.

»Jeg har stor respekt for dem inden for deres egne brancher, men det her er noget andet. Det er mine penge, og dem vil jeg satme kæmpe for,« siger han med et grin.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle