Stor minkavler har pelset helt ned

En af landets største minkavlere har tømt to farme med plads til 23.000 tæver.

Den laveste pris minkskind i ti år har ramt nogle af Danmarks største minkavlere, Jan Albertsen og Inger Jensen, der har sat minkene ud på deres to farme i Tvis og Sdr. Vosborg, hvor hallerne nu står tomme.

»Vi har valgt at pelse ned for ikke at lave et alt for stort underskud. Det var en svær beslutning at tage, især fordi farmen i Sdr. Vosborg er meget effektiv, og hvor nulpunkt ligger helt nede 245 kr. pr. skind«, siger Jan Albertsen.

Sdr. Vosborg-farmen er næsten ny. Den stod færdig i efteråret 2016. hvor de første dyr blev sat ind.

Farmen byggede Jan Albertsen og Inger Jensen sammen med minkavlerne Bo og Lone Kloster. Men da Bo og Lone Kloster ikke overholdt deres indbetalinger til banken, opsagde banken i januar i år hele engagementet for deres fælles selskab Sdr. Vosborg Mink I/S. Siden er Bo og Lone Kloster trådt ud af selskabet, og den nødvendige likviditet er tilført af Jan Albertsen og Inger Jensen. Deres plan er, at begge farme skal i produktion igen.

»Men vi venter til priserne stiger. Lige nu ser det dog ikke ud som om, at det bliver i 2020, at vi starter igen«, siger Jan Albertsen.

Bo og Lone Kloster driver stadig farmen Kloster Mink ved Ulfborg, hvor der er plads til 9.500 tæver.

Inger Jensen er datter af afdøde minkavler Ove Jensen, der var medlem af Folketinget for Fremskridtspartiet i 14 år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle