Stor minkavler konkurs: Økonomien hænger ikke sammen længere

En kombination af overproduktion og konsekvenser af coronaepidemien fik Benny Berge til at erklære sig konkurs

Efter 38 år som minkavler har Benny Berge erklæret sin virksomhed konkurs.

Med seks minkfarme, der for blot tre år siden husede 16.550 hunner med tilhørende 85.000 minkhvalpe, var virksomheden blandt de største minkfarme i Danmark.

"Jeg har selv indgivet konkursbegæringen, og derfor er minkfarmene, hvor jeg i år har haft 9.000 tæver, ikke længere mine", siger Benny Berge.

"Økonomien hang ikke længere sammen med de lave salgsprocenter og de meget lave priser, vi har fået for vores minkskind i år. Det sammen med udsigten til nogle salgspriser, som efter min bedste vurdering ikke kommer til at stige igen før tidligst i 2022, gjorde, at det var den nødvendige beslutning at stoppe nu".

Beslutningen tog han, efter der i år har været manglende afsætning af minkskind på grund af covid-19, som yderligere kom oven på fire år, hvor der har været en overproduktion af minkskind i verden og deraf lave skindpriser og salgsprocenter.

Tilsammen har de seneste fire-fem år tæret så meget på egenkapitalen og likviditeten, at der ikke længere var penge til at betale de løbende udgifter som eksempelvis den daglige foderudgift til minkene på godt 30.000 kr.

"Der var bestemt ikke en let beslutning, men der var desværre ikke andre veje at gå".

"Både jeg og de fleste andre i erhvervet har hele tiden troet og håbet på, at der var prisstigninger på skind på vej i år, fordi udbud og efterspørgsel efterhånden ville harmonere. Det kom coronaepidemien desværre og satte en gevaldig stopper for", siger Benny Berge, der havde mink på farme i området, der ligger mellem Aars og Nibe.

Taber 7 mio. kr. i år

Med de lave skindpriser, der har været på auktionerne i år, på cirka 150 kr. i gennemsnit pr. skind, stod han til at tabe over 100 kr. på hvert eneste skind. Med 70.000 skind til salg i år ville det betyde, at årets underskud ville løbe op i cirka 7 mio. kr.

"Jeg havde lavet et estimat for udbuddet og efterspørgslen på minkskind, sådan som jeg mente, det ville komme til at se ud, nu hvor verden er præget af usikkerhed grundet corona. Her kunne jeg se, at branchen ville komme til at stå over for nogle store afsætningsmæssige udfordringer i de næste par år".

På et møde viste Benny Berge sine beregninger af fremtidens udbud og efterspørgsel på minkskind til en gruppe andre minkavlere, og de var alle enige i, at det sagtens kunne gå så galt, som hans beregninger viste.

"Enderne hænger simpelthen ikke sammen længere. Det er selvfølgelig rigtig træls, men det er nu engang sådan, det er. Nu handler det om at få ro til den proces, jeg skal igennem", siger Benny Berge.

Foreløbig byder fremtiden på, at han skal passe dyrene på minkfarmene for konkursboet frem til, at dyrene er pelset i november.

"Derefter må vi se, hvad fremtiden bringer. Jeg skal ud og have et arbejde og mon ikke, det nok skal lykkes", siger han.

Faktaboks

Prisen på danske minkskind 2010-2020:

  • Salgspris i de seneste ti år, 2010-2019: 336, 401, 503, 612, 324, 387, 235, 262, 218, 198 kr.
  • Salgspris i 2020 på de fire første auktioner: 175, 135, 150 kr. og 151 kr.
  • Salgsprocent i 2020, fire auktioner: 60, 8, 26 og 74. 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle