Stor minkfamilie i minus - har tømt alle haller

En af Danmarks største minkproducenter har pelset ned på to farme med plads til 10.000 og 13.000 tæver.

Den laveste minkpris i ti år har ramt nogle af Danmarks største minkavlere.

Et minus på 24,4 mio. kr. før skat, lyder underskuddet på for Jan Albertsen og Inger Jensen, der sammen ejer en stor minkfarm med plads til 10.000 minktæver i Tvis og en endnu større og næsten ny farm i Sdr. Vosborg med i alt tre km minkhallerhaller og plads til 13.000 tæver, som blev taget i brug for knap tre år siden.

Det fremgår af det netop offentliggjorte årsregnskab for de to minkfarme i selskabet ’Ove Jensen Tvis Pelsdyrfarm Aps’.

Datter af Minkavler Ove Jensen

Inger Jensen er datter af minkavler Ove Jensen, der døde 85 år gammel i februar 2018. Han startede minkfarm på Bakgården i Tvis i 1965, og blev senere landskendt da han - til sin egen store overraskelse - blev valgt ind i Folketinget for Fremskridtspartiet ved jordskredsvalget i 1973 og siden var medlem af Folketinget i 14 år.

Det meste af selskabets underskud - 22,7 af de 24,4 mio. kr. - skyldes, at Jan Albertsen og Inger Jensen sidste år overtog hele farmen Sdr. Vosborg og dermed også alle forpligtelser.

Farmen byggede de sammen med minkavlerne Bo og Lone Kloster i 2016, og de første dyr blev sat ind i november samme år. Men da Bo og Lone Kloster ikke overholdt deres indbetalinger til banken, opsagde banken i januar i år hele engagementet for Sdr. Vosborg Mink I/S.

Stor egenkapital

Siden er Bo og Lone Kloster trådt ud af selskabet, og den nødvendige likviditet er tilført af Jan Albertsen og Inger Jensen.

Bo og Lone Kloster driver stadig farmen Kloster Mink, hvor der er plads til 9.500 tæver

Trods underskuddet på 24,4 mio. kr. er der stadig en egenkapital på knap 60 mio. kr. og aktiver for over 70 mio. kr. - heraf godt 14 mio. kr. i minkskind på lager - i selskabet ’Ove Jensen Tvis Pelsdyrfarm Aps’.

Jan Albertsen forklarer, at underskuddet på de 24,4 mio. kr. er gået til indfrielse af gælden i farmen Sdr. Vosborg Mink, som nu er gældfri og ejes af ham og Inger Jensen.

Pelset ned på to farme

Samtidig har Jan Albertsen og Inger Jensen valgt at pelse ned på farmene i Sdr. Vosborg og i Tvis, hvor hallerne nu står tomme.

”Vi valgte at pelse ned for ikke at lave et alt for stort underskud. Det var var en svær beslutning at tage - især for den nye farm i Sdr. Vosborg er meget effektiv, og hvor nulpunkt ligger helt nede 245 kr. pr. skind.”

Fremtidsplanerne er, at begge farme skal i produktion igen.

”Det er vores plan, at vi skal have begge farme i produktion igen. Men vi venter til priserne stiger. Lige nu ser det dog ikke ud som om, at det bliver i 2020, at vi starter igen”, siger Jan Albertsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bo og Lone Kloster.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle