Stor overansøgning af multifunktionel jordfordeling

Syv ansøgere har søgt Landbrugsstyrelsen om multifunktionel jordfordeling af ca. 4.500 hektar, hvilket er en overansøgning på mere end det dobbelte areal.

Fredag den 15. maj lukkede første ansøgningsrunde for multifunktionel jordfordeling.

Der er modtaget syv ansøgninger fra alle dele af landet, i alt er der søgt om jordfordeling af 4.500 hektar.

Det er en overansøgning på mere end det dobbelte af de cirka 2.000 hektar, som der i første ansøgningsrunde er økonomi til at omfordele.

"Den store interesse for multifunktionel jordfordeling viser os, at kommunerne og Naturstyrelsen kan se mulighederne i at sammentænke hensynet til naturen, vandmiljøet, klimaet, landbruget og det lokale friluftsliv", siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Palle Graversgaard og fortsætter:

"Vi er glade for, at så mange sætter handling bag ordene og søger. Vi har modtaget ansøgninger med forslag til projekter, som både kan give ny bynær skov, beskytte vores grundvand og skabe mere natur. Nu går vi i gang med at behandle ansøgningerne og forventer, at ansøgerne kan få svar i juli".

Overansøgningen betyder, at det er de projekter, der opnår den højeste pointscorer, som ender med at få fri jordfordeling.

I vurderingen vil der blandt andet blive lagt vægt på, i hvor høj grad projekterne bidrager til øget natur og biodiversitet, rent drikkevand og en reduktion af drivhusgasser.

De syv ansøgere

De syv ansøgere er:

Naturstyrelsen Fyn, Naturstyrelsen Himmerland, Tønder Kommune, Samsø kommune, Esbjerg kommune, Naturstyrelsen Kronjylland, Naturstyrelsen Storstrøm.

Faktaboks

Om multifunktionel jordfordeling:

  • Formålet med multifunktionel jordfordeling er at sammentænke hensynet til natur, vandmiljø, klima, landbrug og det lokale friluftsliv. Det kan for eksempel ske ved at genslynge vandløb og rejse skov på lavtliggende marker, som er svære at dyrke.
  • Her kan samtidigt anlægges stier og opstilles borde og bænke, hvor lokalbefolkningen kan nyde naturen, mens de spiser deres madpakke.
  • Landmændene, som afstår deres jord for at skabe plads til naturen, kan i stedet blive tilbudt at købe attraktiv landbrugsjord i nærheden af deres ejendom. Derudover får landmændene også tilbud om at omlægge deres marker, så deres jord kan samles om driftsbygningerne.
  • De projekter, der ikke får samtykke i denne runde, kan søge om multifunktionel jordfordeling igen, når næste ansøgningsrunde åbner 15. september. Fra 2020-2022 er der sammenlagt afsat 150 mio. kr. til multifunktionel jordfordeling, som uddeles gennem to årlige ansøgningsrunder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle