Stor sorg over sektordirektørs pludselige død

Troels Toft, Seges, var en meget vellidt sektordirektør, og hans pludselige død efterlader et stort savn i landbruget.

Sektordirektør i Seges, Troels Toft, døde pludselig onsdag 56 år.

Troels Toft besad en dyb faglighed og et kæmpe engagement og et stort hjerte for planteavlen, lyder det samstemmende fra alle, der har været i kontakt med ham gennem årene. Mange understreger samtidig hans evne som en rigtig dygtig formidler, der kunne udlægge seneste nyt til alle, så det var til at forstå, også uden en lang uddannelse. Og han var en, som altid tog sig tid til at svare på spørgsmål fra journalister, der skulle have forklaringer på mangt og meget inden for planteverdenen.

Troels Toft, der var uddannet agronom, kom til Seges med en lang erfaring fra rådgivningen. Han var vant til at arbejde med de konkrete problemstillinger i planteavlen og finde løsninger, der kunne bruges på bedriften.

Ja, han havde trods sin høje position en fin forståelse og fornemmelse for landmandens situation helt ud på det enkelte landbrug og også helt ud i marken. Han kunne både se de store linjer, og hvad det betød for den enkelte landmand. En indsigt, som ikke alle har.

Skudsmål, man hører fra dem, der også kendte ham som ung, lyder: Grundig, kompetent og social. Han gennemførte studiet på Landbohøjskolen hurtigere end de fleste. Her var heller ingen slinger i valsen.

Troels Toft var i en årrække rådgiver hos Patriotisk Selskab, inden han kom til Seges, og han var han blandt meget andet et meget aktivt medlem af Frøavlerens inspirationsudvalg samt skribent til Fagbladet Frøavleren i en årrække, hvor han leverede masser af gode dyrkningstips til danske frøavlere. Det var tydeligvis en produktionsgren, der stod ham nær. I øvrigt boede han selv på et mindre landbrug.

L&F: Dybt berørte

"Vi er dybt berørte over Troels’ pludselige død og har den dybeste medfølelse med hans familie", udtaler Torben Hansen, Ejnar Schultz og Anne Arhnung.

"Troels var en meget afholdt kollega i vores organisation, ligesom han var en yderst værdsat samarbejdspartner for mange mennesker i vores erhverv. Han besad en dyb faglighed og havde et kæmpe engagement og hjerte for planteavlen. Hans evne til at formidle om sit felt var uovertruffen, og han var en varm og nærværende kollega. Vi vil savne Troels enormt. Ære være Troels’ minde".

Anne Arhnung, adm. direktør, L&F, uddyber:

"Det har været et privilegium at arbejde tæt sammen med Troels, og jeg kommer til at savne ham. Vi er alle dybt berørte.

Han havde altid blik for andre og havde sig selv med i alle sine relationer. Menneskeligt og kollegialt er det et stort tab for hele vores organisation.

Lige nu hjælper vores ledere, medarbejdere og samarbejdspartnere hinanden med at udtrykke og dele den sorg, Troels’ alt for tidlige død medfører. Troels var ekstremt vellidt, og han efterlader et enormt tomrum både personligt og professionelt.

Den smittende latter, det positive sind og den enestående viden vil blive savnet i hele organisationen".

Gummistøvler i bilen

Fra Torben Hansen, formand, L&F Planteproduktion, lyder det:

"Det rammer os dybt alle sammen, at vi har mistet Troels. Det er et af de store træer i skoven, der er faldet. Troels kæmpede til hver en tid for landmanden, både da han var konsulent og nu senest som en fantastisk plantedirektør. Han har ydet en uvurderlig indsats. Troels var super faglig og tæt på planteavlerne - han havde for eksempel altid støvlerne med bag i bilen. Som person var Troels altid positiv, aldrig i dårligt humør. Min dybeste medfølelse går til hans familie, som har lidt et ufatteligt tab".

Startede karrieren som lærer

Troels Toft var født i Askov ved Vejen, hvor han også tog studentereksamen. Efter tre år med pladser ved landbruget i ind- og udland, blev han uddannet agronom fra Landbohøjskolen og begyndte sin erhvervskarriere som planteavlslærer på Dalum Landbrugsskole. I årene 1993-98 arbejdede han som planteavlskonsulent på Sydfyns Landbocenter i Svendborg og kom efterfølgende til Patriotisk Selskab. Her blev han i 2005 udnævnt til seniorkonsulent og i 2007 chefkonsulent og leder af afdelingen.

Han havde som direktør i Seges en bred og alsidig baggrund, bl.a. som forfatter af faglige artikler og deltagelse i diverse konkurrencer om planteproduktion, herunder de tyske Feldtage. Han havde også i en årrække fungeret som censor ved landbrugsuddannelserne.

Troels Toft efterlader sig hustru og datter.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle