Stor svineproducent bortforpagter

AC Farming har bortforpagtet cirka 1.200 hektar og skal i fremtiden drive cirka 1.000 hektar af deres cirka 2.200 hektar.

AC Farming, der på blot et års tid har udviklet sig til en af landets største svineproduktioner, har med deres seneste beslutning understreget, at selskabet ikke er bange for at skille sig ud fra mængden.

»Vi stod med en udfordring ved at vores ejendomme og hermed også jorden er spredt over forholdsvis store afstande og varierede en del i boniteter. Efter at have kigget på forskellige cases i forhold til, hvordan marken kunne drives, blev beslutningen, at vi ville udlicitere driften af alle vores arealer, som ligger mest nordligt omkring Give,« forklarer Casper Jakobsen, markchef hos AC Farming.

Af de omkring 2.200 hektar, som selskabet driver, har de valgt at bortforpagte 1.200 hektar til Kjellerup Agro. De tilbageværende 1.000 hekater, hvoraf cirka 800 hektar er i omdrift, ligger omkring Christiansfeld og drives selv af AC Farming.

»Det er en strategisk beslutning, vi har valgt. Vi er en ung opstartsvirksomhed, som skal passe på ikke at sprede sig for meget. Både ledelses- og ressourcemæssigt kræver pasning af markerne over de store afstande meget, og samtidig vil udliciteringen af nordarealerne give os noget likviditet at arbejde med, så vi kan købe nogle grise i stedet. Det er en god fidus for os, for penge i dag er en knap ressource«, forklarer Casper Jakobsen, om beslutningen.

Selvforsynende med korn

Med omkring 7.000 søer og produktion af 30 kgs-grise har AC Farming hidtil været selvforsynende med korn. Det ændrer sig ikke med det nye setup.

»Vi forbliver selvforsynende med korn, fordi vi har indgået aftale om, at noget af lejen fra forpagtningsaftalen får vi i form af korn«, forklarer han.

AC Farming har tidligere meldt ambitiøse mål ud om at vokse yderligere. Jord fra eventuelle tilkøb af svinegårde agter AC Farming heller ikke at passe selv.

»Får vi mere jord i nordområdet, så er aftalen, at Kjellerup Agro også skal passe det for os«, siger han.

Med det reducerede dyrkningsareal er der en del maskiner i overskud på bedriften.

»Vi er ved at sælge de maskiner, der har hørt til de gårde, vi har opkøbt. Vi skal kun bruge en brækdel af de maskiner, vi har til pasningen af jorden i Sønderjylland samt måske fem gårdtraktorer. Den interne transport af grise, der skal fragtes over længere afstande, sørger DTL for«, siger han.

Faktaboks

AC Farming

  • Selskabet har omkring 7.000 søer fordelt på en række ejendomme.
  • Har indgået forpagtningsaftale for 1.200 hektar med Kjellerup Agro.
  • Der er indgået aftale med Kjellerup Agro om, at de skal passe jord fra fremtidige opkøb af svinegårde i deres område. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle