Per Brems Jensen fra Odense opfordrer til at mærke efter, om det er det rigtige at fortsætte på bankens nåde.
Den 38-årige fynske svineproducent Per Brems Jensen indgav den 22. februar konkursbegæring. Dermed ophører han med at drive bedriften med 950 søer og 270 hektar nær Odense.
Ifølge ham har længere tids tovtrækkeri mellem bank og realkreditinstitut resulteret i, at han har valgt at dreje nøglen om.
”Jeg elskede at være landmand, men jeg vil ikke være stolt, hvis mine tre sønner om 10 - 15 år står med en stor gæld. Det der motiverede mig, var at lave en rentabel bedrift, som over tid selv kunne betale for udvidelser”, siger Per Brems Jensen.
Derfor trak han selv stikket, da han ikke kunne se nogen rentabilitet i det tilbud, som bank og realkreditinstitut kom med.
”Det tilbud de kom med ville aldrig blive en rentabel forretning. Jeg ville aldrig kunne få fremstillingsprisen under 400 kroner. Sådan kunne jeg måske køre et par år. Men så ville jeg mangle likviditet, og så skulle de træde til igen”, siger Per Brems Jensen.
Husk at tænke dig om
Men midt i hele konkursen, som han egentlig er afklaret med, ønsker han at andre i lignende situationer tænker sig om. Og at andre bliver mere opmærksom på fodfejl i forbindelse med ejerskifte:
”At rådgivningsvirksomhederne bliver mere klar på lige at have en jurist med til ejerskifter og så videre,” siger han.
Samtidig har turen fået ham til at gruble over noget centralt for landbruget. Han mener, at venner, familie og rådgiveren skylder landmanden, og at landmanden skylder dem, at sætte sig ned og få talt det hele igennem.
”Hvis drømmen er at være landmand, og man har det fint med at arbejde gratis, så skal man bare gøre det. Det er der ikke noget forkert i at drømme om. Man skal bare være ærlig overfor sig selv, og ikke bilde sig ind at det er for at få en rentabel bedrift”, siger Per Brems Jensen.
”Men man er nødt til, med de muligheder man får, at mærke efter og regne ud, om det kan blive en seriøs forretning. For det er den eneste måde vi kan overleve på i dansk landbrug. Og der kan der godt mangle den selvransagelse rundt omkring i branchen”
Kautionerede for bror
Per Brems Jensen forklarer, at konkursen er en konsekvens af en række beslutninger, som startede i 2006, hvor han og hans bror stiftede fælles selskab. Det gjorde de i forbindelse med et generationsskifte, da de samtidig havde egne bedrifter. Begge brødre var svineproducenter.
Selskabet blev siden delt op, og her indvilligede brødrene i at kautionere for hinanden de første par år.
Forventningen var, at kautionerne skulle bortfalde, når brødrene i to driftsår begge havde overholdt budgetterne.
”Det var en slags hensigtserklæring med de her kautioner”, siger Per Brems Jensen.
Desværre holdt den forventning ikke, broderen gik konkurs, og Per Brems Jensen hæftede for kautionen.
”Det er ligeså gældende som gæld, man selv har optaget. Det står jeg ved”, siger han.
Per Brems Jensen regnede på det og mente godt, at han kunne overtage broderens gård med den pris og de vilkår, som kautionen krævede.
”I løbet af processen går det desværre ikke så godt, for jeg har bank og realkredit forskellige steder, og de kan ikke blive enige”, siger Per Brems Jensen.
Men han kan godt sætte sig ind i bank og realkreditinstituttets situation også. Han er sikker på, at havde han haft begge dele samme sted, så havde han kunne fortsætte.
”Men nu sidder de hver især og er principielt bange for at slippe lidt, for giver man sig en gang, så kommer der flere og forventer det samme. Så selvom enhver logisk og normal tankegang er 'at redde hvad reddes kan', så ender vi i den her situation, hvor ingen vil give sig”, siger han.
