Stor udskiftning i medarbejdere og retskrav fra naboer koster i slagteris regnskab

Sevel Slagteri kører tæt på fuld kapacitet. Men utilfredse naboer samt mange skift i medarbejderstaben gjorde året udfordrende, melder ejer.

To faktorer gjorde driften af so-slagteriet i Sevel til en udfordring i det forgangne regnskabsår. En retssag anlagt af utilfredse naboer, samt flere skift i medarbejderstaben medførte en del meromkostninger - og kostede dermed på resultatsiden.

Sådan lyder det fra slagteriet, der onsdag offentliggjorde regnskab. Omsætningen oplyses ikke, men bruttofortjenesten steg fra 11,6 mio. kr. i 17/18. til 12,7 mio. kr. i 18/19. Alligevel faldt resultatet på bundlinjen fra sidste års 27.182 kr til nu 16.241 kr.

Søren Vestergaard, ejer og direktør i H&S Westergaard, der sammen med Goodvalley ejer Sevel Slagteri, kalder resultatet mindre tilfredsstillende.

"Vi har haft en del udfordringer med at holde på de faste medarbejdere. Vi har haft en større udskiftning end sædvanligt, og det har givet større omkostninger til oplæring og introduktion til virksomheden. Og så har vi haft en dyrere kødkontrol, end vi har haft de andre år", siger han.

Mængden af søer, der er kørt til slagtning i Sevel, har dog været den samme - en mængde dyr, der er tæt på fuld udnyttelse af kapaciteten, omend der stadig er plads til lidt flere, fortæller Søren Vestergaard.

Retssag er frustrerende

I regnskabet oplyser slagteriet, at man pt. er i gang med en retssag, anlagt af naboerne til slagteriet. Det skete som følge af den udvidelse, som slagteriet for et par år siden gennemførte.

Naboerne har i et civilt søgsmål forlangt at få 2,1 mio. kr. i erstatning, fordi de mener, at deres ejendomme er blevet mindre værd efter slagteriets udvidelse. Søren Vestergaard ærgrer sig over at skulle bruge tid og også penge på at mødes ved domstolene.

"Naboerne påberåber sig støj- og miljøkrav, som ikke har noget på sig, i og med, at vi overholder de krav til støj og miljø, som står i vores miljøtilladelse. De har tabt sagen ved første instans, og vi forventer og håber også, at de kommer til at tabe den næste", siger han.

"Det er frustrerende at være på kant med sine naboer. Vi har gjort en lang række tiltag for at forsøge at få et godt forhold til de nærområder, vi har som virksomhed. Vi har også et godt forhold til Sevel generelt", mener han.

Ud over slagtning af søer, der bagefter eksporteres, har Sevel slagteri en mindre mængde af får, lam og kreaturer, der slagtes for private.

I 18/19 var der i gennemsnit ansat 28 personer på Sevel Slagteri.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle