Stor vrede over rødt udspil: - Det er usagligt og useriøst

Utilfredsheden i landbruget er enorm over det udspil, som rød blok fremlagde fredag, hvor de vil forbyde brug af sprøjtemidler på cirka 200.000 hektar. Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) skal landmændene kun kompenseres for 250 millioner kroner, og berørte landmænd kan omlægge til økologi.

Rød bloks forslag om at forbyde sprøjtemidler på et areal på op mod 200.000 hektar frem mod 2030, vækker stor vrede i landbruget. Fredag aften lød det fra Landbrug & Fødevarers formand Søren Søndergaard, at han er i "reelt chok" over udmeldingen fra rød blok.

-  Hvis nogen reelt har i sinde at gøre det her til virkelighed, så er vi klar til at forfølge det juridisk, sagde L&F-formanden, der også gik direkte på Facebook, hvor han fortalte, at udspillet kommer til at koste samfundet 19 milliarder kroner.

Et tal der ligger milevidt fra det beløb, som statsminister Mette Frederiksen (S) fremlagde, da hun sammen med partilederne Mai Villadsen (EL), Pia Olsen Dyhr (SF) og Franciska Rosenkilde (Alt) fredag formiddag på en kildeplads uden for Ringsted forklarede Politiken om sit udspil. 

- Der er en drift, der skal udgå, og det skal landmændene kompenseres for. Vi har ikke det præcise beløb, men cirka 250 millioner kroner er nok ikke helt skævt, lød det fra Mette Frederiksen, der ifølge Politiken taler om et årligt beløb.

Det er et beløb, som er langt under de erstatninger, som der hidtil er set, når det kommer til erstatninger for påbud om pesticidfri drift. I flere sager, der er havnet i Overtaksationskomissionen, er erstatningen endt over 100.000 kroner pr. hektar. Og går man ud fra det beløb, så vil rød bloks forslag kunne løbe op i på de 19 milliarder kroner.

30-40 milliarder kroner

Fra Bæredygtigt Landbrugs formand, Peter Kiær, lyder det i en pressemeddelelse, at forslaget dog kan koste helt op til 30-40 milliarder kroner for samfundet, og dermed koster dobbelt så meget end beslutningen om at aflive alle mink gjorde.

- Det her handler om landmandens dyrkningsret, og indgrebet er åbenlyst i strid med grundlovens paragraf 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed. 

- Det er desuden usagligt og useriøst. Både i forhold til at der for kort tid siden er indgået en bred aftale i Folketinget om dansk landbrug – og nu løber de røde åbenbart fra dét forlig. Men også fordi der hverken er miljø- eller sundhedsmæssige problemer forbundet med korrekt anvendelse af godkendte og lovlige pesticider. Har venstrefløjen egentlig forstået, at der er fødevarekrise her på kloden?, siger Peter Kiær.

Glæde hos Danva

Hos vandsektoren brancheorganisation Danva er der omvendt glæde over rød bloks udspil, og man noterer sig, at rød blok har lyttet til vandsektorens appel. Her lyder det i en pressemeddelelse, at forslaget følger princippet om, at "forureneren betaler".

Direktør i Danva, Carl Emil Larsen glæder sig over, at forslaget peger på, at kompensationen til lodsejerne for jorden, som ikke længere må sprøjtes, skal finansiere via skattebetalingen i stedet for over vandtaksten ude hos det lokale vandværk. 

- Det er er det samlede danske drikkevand, vi skal sikre for fremtiden, så er det logisk, at det er hele Danmark, der bidrager. Sådan er princippet jo også, når det drejer sig om motorveje, energi-øer og supersygehuse. Rent drikkevand for fremtiden er i min bog mindst lige så vigtigt for danskerne, siger Carl-Emil Larsen.

Omlæg til økologi

Over for Politiken afviser statsminister Mette Frederiksen, at en kompensation på 250 millioner kroner om året er utilstrækkelig.

- Det er vigtigt at sige, at det er ikke, fordi man ikke kan have en produktion der. Det skal bare være en miljørigtig produktion. Man vil for eksempel godt kunne omlægge til økologi. Det afgørende er, at man ikke har en produktion, som ødelægger danskernes grundvand, siger Mette Frederiksen til Politiken.

Sådan så det ud, da L&F-formand, Søren Søndergaard gik "live" på Facebook fredag aften:

 

 

Emneord

Folketingsvalg 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle