Store europæiske svinekødsstigninger - Danmark står igen stille

Spanien oplever igen stigninger for svineafregningen og lægger yderligere afstand til Danmark, der ikke hæver afregningen.

Danmark skiller sig negativt ud blandt de fem største svineproducerende lande i Europa ved ikke at have hævet noteringen i uge ni.

Det fremgår af prissammenligningen af de europæiske svinenoteringer, som udarbejdes af den tyske producentforening ISN.

Spanien går således fra 1,566 til 1,638 euro pr. kg. Klart bedst i EU, og spanierne lægger yderligere afstand til den danske svinekødsafregning, der igen står stille på 1,465 euro pr. kg. 

Frankrig nærmer sig med sin seneste prisstigning den danske. I Frankrig er afregningen på svinekød hoppet fra 1,395 til 1,429 euro pr. kg.

I bunden af feltet er det fortsat Holland og Tyskland, der kæmper om at undgå sidstepladsen. Igen er det dog tyskerne, der indtager denne plads med en afregning på 1,246 euro pr. kg. Det er et stort spring fra afregningen i uge otte, da den dengang lød på 1,159 euro pr. kg.

Holland undgår sidstepladsen, fordi afregningen går markant frem - fra 1,22 til 1,29 euro pr. kg.

Ifølge Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter, er stemningen for tid god for svinesektoren.

"Det europæiske slagtesvinemarked har ændret sig, og der tales om en opvågningsstemning. Slagteklare svin efterspørges godt og omsættes nemt", siger han og uddyber:

"Generelt berettes der om et fortsat faldende udbud af slagteklare grise, som mødes af en stigende efterspørgsel. Forårstemperaturerne, som ses i mange regioner, og håbet om en genåbning af gastronomibranchen giver en bedre stemning i mange lande". 

Om duksenationen Spanien nævner Markus Fiebelkorn, at slagtekapaciteten p.t. overstiger udbuddet af slagteklare grise.

"Kinas efterspørgsel efter svinekød og de deraf resulterende eksportmængder muliggør et maksimum af slagtninger", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle