Store messer presser Agromek til ny dato

Der var ikke noget alternativ til, at Agromek fremover afholdes i uge 3, lyder det fra Agromek.

Danmarks internationale landbrugsmesse flytter nu tilbage til sin oprindelige placering.

I januar.

Den altoverskyggende grund til at flytte messen skal findes i Hannover og Paris, lyder der fra Agromek.

En af Europas største maskinmesser, Sima i Paris, er nemlig flyttet tæt på Agromeks hidtidige placering i november.

Samtidig har tyske DLG flyttet deres store husdyrmesse i Hannover tæt på Agromeks mulige afholdelse i november.

»Hvis man som landmand vil se så meget som muligt på Agromek, er det bedst, at Agromek ikke ligger op ad en stor international messe. Mange af vores udstillere er med på de store europæiske messer, for Europa er et kæmpe marked for agroindustrien. Derfor er vi nødt til at give plads til, at de kan være på Agromek, men også Sima og EuroTier. Så landmanden får mere at se på i Herning ved, at vi flytter messen til et tidspunkt uden europæisk messetrængsel«, siger Agromeks direktør Claus Hermansen.

Mange ting skal falde i hak

Hos arrangørerne bag, L&F og Dansk Agroindustri, kigger man ind i en tæt kalender af messer i ind- og udland. Ud over de store messer er der også en række nordiske messer, der skal tænkes med i billedet, så Agromek kan bevare sin profil som Nordeuropas største landbrugsudstilling med gæster fra især nabolandene.

Agromek-formand Sten Andersen forklarer, at messen også skal vække appel hos danske og udenlandske udstillere, publikum og mediefolk.

Onsdag gik Agromek ud og annoncerede flytningen.

Her kom det også frem, at terminen fremover kommer til at ligge samtidig med Nutrifairs planer for 2021.

Ifølge Sten Andersen ville man meget gerne have lagt Agromek i uge 4 i januar i stedet for det, som bliver uge 3.

Problemet er bare, at der ikke findes lokaler i Danmark på det tidspunkt.

»Havde vi muligheden, havde vi lagt den i uge 4. Vi har ingen intentioner om at lægge den samtidig, men Messehallerne i Herning, som er de eneste, der kan rumme Agromek i Danmark, er optaget der, og vi er så store, at der ikke er plads til både os og andre arrangementer i Herning samtidig«, siger han og oplyser, at uge 1 også er optaget.

Faktaboks

Så tæt er messe-programmet

Agromek skal i 2021 afholdes i januar. En november-messe ville ligge meget tæt på en række andre store internationale landbrugsmesser. Se her:

  • 19.-22. jan. 2021 Agromeks nye dato. Med ny placering flyttes Agromeks placering seks uger frem.
  • 24.-27. nov. 2020 Agromek, hvis man fortsatte som sidst. Den logiske dato, hvis Agromek bare var fortsat med samme placering som sidst. 
  • 17.-20 nov. 2020 EuroTier i Hannover, Tyskland. Den store tyske udstilling for udstyr og løsninger til husdyr tiltrækker både danske gæster og udstillere.
  • 8.-12. nov. 2020 Frankrigs store messe Sima. Udstillingen har traditionalt ligget i februar og blev senest afholdt i starten af i år. Næste gang er den rykket frem. 
  • 11. til 15. nov. 2020 Italiens store messe Eima. Den store messe i Milano udfordres nu af, at franske Sima er flyttet helt op af deres messe. 
  • 27.-30. nov. 2018 Den seneste Agromek. Agromek blev afholdt efter samme termin som tidligere.
  • 30. nov.-3. dec. 2010 Store Agromek igen. Maskiner og mark-redskaber rykker igen sammen med udstyr til husdyrene. 
  • 25.-29. november 2008 Agromek skifter til november. I 2008 afholdes Agromek to gange. Først med udstilling for husdyr i januar og i november for maskinerne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle