Store restruktureringer sender Hardi i rødt

Udgifter til restruktureringer og fald i valuta har givet sprøjtefabrikanten Hardi tocifrede røde tal på bundlinjen.

Det har været en hård tid hos den danske sprøjtegigant Hardi International, der til trods for en forhøjet toplinje stadig leverer blodrøde tal på bunden.

Således kommer selskabet ud af regnskabsåret for 2015/2016 med et samlet underskud på knap 23 mio. kr. Og det selvom selskabet samlet set har sat skub i omsætningen, der lander på i alt 515 mio. kr. – en stigning på godt otte pct. i forhold til det forgangne regnskabsår.

Det nye regnskab er dog en dramatisk forbedring i forhold til året forinden, der endte med et tab på over 55 mio. kr. på bunden. Netop det store minus ligger også til grund for det nuværende økonomiske slag for selskabet.

”På baggrund af regnskabet sidste år har vi måttet lave en lang række restruktureringer i både Danmark, Frankrig og i Nordamerika, hvilket jo helt naturligt koster penge,” siger Sten Kjelstrup, adm. direktør i Hardi International og fortæller, at han derfor ser regnskabet som værende tilfredsstillende.

Foruden omkostninger til restruktureringer måtte selskabet også tage nogle gevaldige økonomiske tæsk i forbindelse med valutaomkostninger. Her stod den australske og amerikanske dollar samlet set for et tab på omkring 15 mio. kr. for året for den danske virksomhed.

”Valutaen kom lidt som en tyv om natten, og denne gang gik den desværre imod os. Den har spillet os et puds, og hvis ikke det var tilfældet havde regnskabet set pænere ud,” siger Sten Kjelstrup.

Svære markedsvilkår

Virksomheden, der har hovedsæde i Nørre Alslev på Falster, har været presset på flere udenlandske markeder, herunder især Tyskland og Nordamerika, der har oplevet kraftige korrektioner.

Selskabet anslår, at verdensmarkedet i branchen i indeværende år samlet er faldet med over 20 pct. I USA formodes faldet at være på over 30 pct., hvorimod markedet i Europa er skrumpet med godt 5-10 pct.

”Landmændene er langsomme til at sætte kuglepennen på købsblokken, hvilket jo skyldes lave priser. Og det mærker vi jo tydeligt,” siger Sten Kjelstrup, adm. direktør i Hardi International, og fortæller, at han ikke forventer en umiddelbar bedring på den front i det kommende år. 

”Vi håber selvfølgelig, at priserne stiger henover en periode, men jeg er ikke 100 pct. optimist. Mælke- og svinepriserne går op og ned herhjemme, men på verdensmarkedet er det begrænset, hvad man ser. Vi kommer nok til at se de samme priser i 2017 og i en del af 2018, så jeg forventer ikke en eksplosion i omsætningen,” siger Sten Kjelstrup og uddyber, at han dog allerede forventer sorte tal på bundlinjen til næste regnskabsår. 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle