Storgods har tabt 100 mio. kr. på fem år

Overgaard Gods er et af landets største men har aldrig haft plus på driften. Det skal være slut nu, hvor godset har luget ud i et par store, meget dyre bekendtskaber.

Et af landets største godser, Overgaard Gods ved Mariagerfjord, kom ud af 2013 med endnu et massivt underskud.

Hele 32,4 mio. kr. i underskud efter skat blev det til. Dermed har Overgaard Gods, ejet af arvingerne efter den hovedrige bankmand Alex Brask Thomsen, alene de sidste fem år tabt 99,8 mio. kr. før skat.

Men nu skal det være slut, melder direktør for godset Claus Berggren. 2013 blev brugt til at rydde op og ud.

»Vi lukkede vores biogasanlæg og solgte biogasforretningen. Samtidig har vi afviklet vores komposteringsforretning. Sådan en omstilling koster i form af engangsomkostninger,« forklarer Claus Berggren, der ellers erklærer sig godt tilfreds med 2013.

Biogasanlægget blev bygget første gang i 2003, brændte i 2005 og blev så genopbygget i 2007. Driften har dog aldrig været i nærheden af at være rentabel.

»Biogasanlægget har nok i sin levetid kostet på den gale side af 100 mio. kr., 80 mio. kr. at bygge og 40 mio. kr. i underskud,« siger direktøren.

Overgaard Gods’ placering langt fra alfarvej gjorde, at varmen fra biogasanlægget aldrig blev udnyttet, og dermed blev økonomien ødelagt.

I forbindelse med lukningen har godset nu lagt driften af 500 hektar bioafgrøder om til almindelig planteavl.

Investering på 13 mio. i tørreri

Claus Berggren forventer, at godset vil lande med et regnskab i nul for 2014. Derefter skal der for alvor sorte tal på bundlinjen. Visionen er nemlig, at godset i 2016 skal være landets mest veldrevne.

»Vi skal have et plus, der kan servicere renter og afskrivninger, men vi skal også begynde at betale noget af den gæld, vi har, af. Det betyder en oveskudsgrad på 3-4 procent.«

Måske derfor trak familien sig i februar fra godsets bestyrelse for at give plads til en ny, professionel tre mand stor bestyrelse.

Både driften af 1.670 hektar og produktionen af 30.000 25 kg grise giver overskud.

Den største del af den samlede omsætning på omkring 450 mio. kr. udgøres dog af grovvareforretningen Overgaard Agro. Godset investerede i 2013 13,1 mio. kr. i et nyt korntørreri med en kapacitet på 110 ton korn i timen til 4 procent.

Claus Berggren fortæller, at godset de kommende år skal finde et nyt, fjerde ben til forretningen. Hvad dette bliver, er dog endnu ikke besluttet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle