Stormrådet: Der var stormflod i den vestlige Limfjord

Stormrådet har besluttet, at der var tale om stormflod i Limfjorden vest for Aggersundbroen.

Der er godt nyt til alle nordjyder bosiddende i den vestlige ende af Limfjorden, som har været berørt af stormen Egon i weekenden.

Stormrådet har på et møde mandag besluttet, at der netop i dette område - fra Nissum Bredning i vest og til Aggersundbroen i øst - var tale om stormflod.

Dermed er det muligt at søge om erstatning for skader forårsaget af de oversvømmelser, som fulgte i kølvandet på stormen. Også oversvømmede afgrøder erstattes.

- På baggrund af de målinger, som Kystdirektoratet og DMI foretager, har vi gennemgået, om de forskellige områder, der har været berørt af stormen, kunne være berettiget.

- Det kræver, at der er tale om en såkaldt 20-års hændelse, og det har været tilfældet i det nævnte område, fortæller Stormrådets formand, Jesper Rasmussen.

Han fortæller endvidere, at særligt i den vestligste Limfjord omkring Lemvig var der tale om målinger, man normalt kun ser hvert 50. år.

Omvendt har der også været meldt om høj vandstand på den jyske vestkyst og omkring Roskilde Fjord, men her var vandstanden ikke så høj, at det kunne karakteriseres som stormflod.

De berørte husejere omkring Limfjorden skal nu melde de opståede skader til Stormbasen på Stormrådets hjemmeside.

Anmeldelsen blive givet videre til forsikringsselskaberne, som vil kontakte deres kunderne, og så vil der komme en taksator ud for at vurdere skaderne.

Stormrådet har ni medlemmer, som repræsenterer kommuner, ministerier, forsikringsselskaber og borgerne i form af Forbrugerrådet.

Rådet har til opgave at vurdere, hvornår der har været stormflod, og det behandler også sager om oversvømmelse fra søer og vandløb samt stormfald.

Stormrådet får hjælp af tre eksperter fra Naturstyrelsen og Kystdirektoratet, som har særlig viden om kystforhold, skove, vandløb og søer.

/ritzau/

Emneord

oversvømmelser

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle