Det store økologiske gods Knuthenlund Gods på Lolland har fået nye ejere, og mejeri, mølleri, bedrift med køer og geder lukkes ned. Køberne er nabofamilien Von Rosen, der har betydelige investeringer i sol- og vindenergi.
Det store gods Knuthenlund Gods på Lolland er blevet solgt. Det sker for at sikre den økologiske drift af godsets landbrug.
Det skriver Berlingske Business.
Godset har været plaget af millionunderskud, bl.a. et større et af slagsen sidste år.
»Selv om jeg selvfølgelig havde andre ambitioner med Knuthenlund, er jeg meget tilfreds med den aftale, vi nu har landet med de nye ejere, som jeg har kendt siden min barndom. Jeg har sat en masse godt i gang her på Knuthenlund, og jeg glæder mig over, at økologien lever videre med de nye ejere,« siger Susanne Hovmand-Simonsen til Business.
Susanne Hovmand-Simonsen er fjerde generation på Knuthenlund Gods, som kom i hendes eje efter hendes far i 2006. Året efter lagde hun godsets arealer om til økologisk landbrug.
Med salget af familiegodset følger en lukning også af både det økologiske mejeri, mølleri, gårdbutik, café samt bedriften med geder og køer. Sammen med sin mand, mejeristen Jesper Hovmand-Simonsen, afvikler den tidligere godsejer aktiviteterne.
Mejeridriften har ellers været en forholdsvis succesfuld affære. Produkterne har blandt andet talt dyre oste, som har vundet flere priser.
nabobrødre køber godset
Køberne af godset er brødreparret Erik Sigismund og Andreas von Rosen.
Erik Sigismund von Rosen ejer landbruget Frihedsminde i Maribo, og det er altså derfor nærmest naboerne, der har overtaget godset.
De to brødre har gennem tiden haft betydelige investeringer i blandt andet vindmøller og solceller.