Stort pres på minkavlerne: Hver tredje farm lukket, og resten tjener ingenting

Udvalgt til weekend: Efter fire år med lave skindpriser, er pengene fra de gode år ved at slippe op.

Antallet af minkfarme, der er gået konkurs, og antallet af minkfarme til salg, er næsten fordoblet siden 2018 og frem til i dag.

Det viser de nyeste tal for udviklingen.

Mens der i 2017 og 2018 var henholdsvis fem og 12 minkfarme, der gik konkurs, steg tallet til 21 i 2019, og i de første tre måneder af 2020 er yderligere seks minkfarme gået konkurs. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik og Statstidende.

Samtid er antallet af minkfarme, der er til salg, også steget markant.

Mens der i slutningen af 2017 og 2018 var henholdsvis 12 og 31 minkfarme til salg, er der lige nu 53 farme til salg. Det viser tal fra landbrugssiden.dk, der er en samlet oversigt med alle landbrug, der er til salg.

En stærk cocktail

Tallene understreger, at danske minkavlerne lige nu er ramt af en hårdtslående cocktail, der presser økonomien ude på farmene. Det er en cocktail, der består af en stigende produktion og en faldende efterspørgsel på minkskind, og som de seneste måneder er blevet yderligere forstærket af en økonomisk usikkerhed, der breder sig, i takt med at coronavirusset rammer flere og flere dele af verden.

Alle sætter penge til

Resultatet er en økonomi, hvor alle minavlere i dag sætter penge til, for hvert eneste skind de producerer, og hvor mange avlere allerede har valgt at tømme deres stalde for dyr og dreje nøglen om på farmen.

Ifølge tal fra Dansk Pelsdyravlerforening er antallet af minkfarme faldet fra 1.600 til knap 1.100 i løbet af de seneste fire år. Det svarer til, at hver tredje minkfarm er blevet lukket.

Den svære økonomiske situation er opstået efter fire dårlige år, hvor salgspriserne på minkskind på auktionerne har været for lave til at betale udgifterne til at fremstille et skind.

’Kun’ 50 konkurser

Når det først var forrige og sidste i år, at antallet af konkurser og farme til salg begyndte at stige for alvor, og når der trods alt kun er gået godt 50 minkfarme konkurs i løbet af de seneste syv år, er det ifølge pelsavlernes formand Tage Pedersen fordi, minkavlerne tidligere har tjent rigtig godt på at fremstille minkskind.

I perioden fra 2010 til 2015 red alle i minkbranchen på en bølgetop. Minkavlerne oplevede en sand guldalder, hvor den gennemsnitlige salgspris på et skind i perioder var dobbelt så høj som udgiften til at fremstille det.

"Personligt synes jeg, at hver eneste konkurs er en konkurs for mange. Men det er rigtigt, at hvis kigger på det udefra, og vi sammenligner med andre virksomheder både i og udenfor landbruget, så er 50 konkurser på 1.600 minkfarme ikke mange", siger Tage Pedersen.

"At der er lykkedes at holde antallet af konkurser i vores branche nede på 50, skyldes at langt de fleste minkavlere har været rigtig gode til at konsolidere deres virksomheder".

Slid på reserverne

Når det først er nu, at minkavlerne oplever en stigning i antallet af konkurser, så skyldes det, at pengene fra de gode år efterhånden er ved at slippe op.

"De seneste fire år, hvor vi har oplevet salgspriser, der for de allerfleste avlere har være mindre end fremstillingsprisen, slider voldsomt på reserverne", siger Tage Pedersen.

Faktaboks

Pris på minkskind, kr.

  • 2009: 203 kr.
  • 2010: 336 kr.
  • 2011: 401 kr.
  • 2012: 503 kr.
  • 2013: 612 kr.
  • 2014: 324 kr.
  • 2015: 387 kr.
  • 2016: 235 kr.
  • 2017: 262 kr.
  • 2018: 218 kr.
  • 2019: 198 kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle