Studerende tager godt imod ny efteruddannelse

Ansatte i kvæg- og svinebranchen kommer langvejs fra for at blive klogere på husdyrernæring på Erhvervsakademi Aarhus.

Svine- og foderrådgiver Søren Larsen fra SvineXperten kører fra Skive til Erhvervsakademi Aarhus for at få mere viden om husdyrs ernæringsfysiologi. Med det kan han bedre hjælpe sine kunder, landmændene.

"Den her viden vil helt klart gøre mig til en mere kompetent rådgiver," siger Søren Larsen.

Også Christa Raahauge Jensen, der til dagligt arbejder som jordbrugskontrollør i Landbrugsstyrelsen i Ringsted, kommer langvejs fra. Hun bor i Viby som ligger på Sjælland ved Roskilde. Trods distancen takkede hun straks ja, da hun blev tilbudt en efteruddannelse betalt af sin arbejdsgiver.

"Det er en af de få muligheder, der er i Danmark, for efteruddannelse på videregående niveau indenfor vores specifikke fagområde," siger Christa Raahauge Jensen, der er afsted på skolebænken sammen med syv kolleger fra Landbrugsstyrelsen.  

Bruger fritid på at blive klogere

Forløbet tager fire hele undervisningsdage og en dag med eksamen. Dertil kommer så lektier og forberedelse. Christa Raahauge Jensen er derfor nødt til også at bruge interessetimer på det. Men det er det hele værd, siger hun. 

"Det er rigtig, rigtig spændende. Og der er klart nogle ting, som jeg kan tage med hjem og bruge i mit arbejde", siger hun.  

I undervisningen arbejder kursisterne i grupper og løser opgaver. Undervisningen foregår på mindre hold, så der er mere tid til den enkelte.

"Vi veksler mellem tavleundervisning og dialog, hvor vi skal fortælle, hvad vi gør. Det er en meget god undervisningsform," siger studerende Søren Larsen.

Skal løfte fagfolk

De nye enkeltfag skal løfte fagfolk med en relevant erhvervserfaring og gøre dem stærkere i jobbet som f.eks. kontrollør, rådgiver, salgskonsulent eller produktionskonsulent.

"Det kan være fagfolk som teknologer, agrarøkonomer og faglærte landmænd, der er ansat i foderstofbranchen og indenfor kontrol og i rådgivning. Og som trænger til en faglig opdatering", siger lektor Irene Fisker fra Erhvervsakademi Aarhus. 

Nye hold i ’fodring og foderkvalitet’ starter den 29. august 2019 og gentages igen til februar 2020. Tilmeldingen er åben. 

Det er muligt at booke tid til en times gratis og uforpligtende karrieresparring. Her kan man blive klogere på veje og niveauer i efteruddannelsessystemet – og få et mere detaljeret indblik i ens muligheder.
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.